Saddams fjender rykker sammen

Lyt til artiklen

Iraks politiske fremtid efter Saddam Hussein bliver planlagt i denne weekend, hvor over 300 irakiske eksilpolitikere holder møde i London. Eksilgrupperne har hidtil været stærkt splittet, men nu skal de være enige, ellers mister både de og USA troværdighed i opgøret med den irakiske diktator. Det er USA, der har presset på for at få holdt mødet, der er tilrettelagt af seks af de største irakiske eksilgrupper. Det har været aflyst to gange på grund af uenighed mellem grupperne. Men lørdag startede det, overvåget af diplomater fra USA, Storbritannien, Tyrkiet, Kuwait og Iran. Hovedpunktet på dagsordenen er at enes om en administration, der skal styre Irak, når Saddam Hussein er væk. Arrangørerne lægger vægt på, at der ikke direkte bliver udpeget en eksilregering. Koordinerende komite »Der skal dannes en koordinerende komite. Men det er for tidligt at tale om en overgangsregering«, sagde Jalal Talabani i London. Han leder Patriotic Union of Kurdistan, der er den ene af de to kurdiske organisationer bag konferencen. Deltagerne skal diskutere et forslag til, hvordan et demokratisk styre kan genskabes efter Saddam Hussein. Oplægget foreslår blandt andet, at Saddams elitestyrker, heriblandt den frygtede republikanske garde, bliver opløst, og at hæren på 400.000 mand bliver skåret ned. Blandt de godt 300 delegerede er mere end 50 irakiske eksilgrupper repræsenteret med både shia- og sunnimuslimer og kurdere. Dermed er det den største forsamling af Saddam Husseins modstandere uden for Irak. Den største gruppe holder til i Iran Hidtil har de ikke kunnet arbejde sammen, for oppositionen er splittet af etniske, religiøse og politiske forskelle. De er også spredt over forskellige lande. Nogle af dem holder til i Vesten, andre som for eksempel den største shiamuslimske gruppe, Supreme Council for the Islamic Revolution of Iraq, holder til i Iran, mens andre har søgt støtte i Syrien. Dertil kommer personlig rivalisering. De to største kurdiske grupper, Kurdistan Democratic Party og Patriotic Union of Kurdistan, har eksempelvis bekriget hinanden i flere år. Men nu har de to ledere sluttet fred og er desuden gået i forbund med Supreme Council samt med frafaldne medlemmer af Saddam Husseins Baath-parti. Egne interesser Allerede inden konferencens åbning beskyldte kurderne en anden af arrangørerne, Iran National Congress, for »at kapre« mødet til at fremme egne interesser. Det samme bliver det royalistiske parti Constitutional Monarchy Movement, der ledes af Sharif Ali bin Hussein. Han er fætter til den irakiske konge Faisal II, som blev myrdet i 1958. Sharif Hussein har også travlt med at understrege, at konferencen skal »tegne landkortet for et fremtidigt frit og demokratisk Irak, hvor irakerne selv skal bestemme, hvilken styreform de foretrækker«. USA's problem er, at de mange modstandere af Saddam Hussein befinder sig uden for Irak. Bortset fra kurderne har de fleste af dem været i eksil i mere end 20 år. Men de er stadig vigtige allierede, fordi de har forbindelser ind i Irak, blandt andet til Iraks hær. Det er afgørende for USA. Derfor handler konferencen i London ikke kun om flygtede irakere, men også om kontakten til Saddams hjemlige modstandere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her