Storbritanniens og Israels udenrigsministre er røget i totterne på hinanden som følge af, at Israel har forbudt en palæstinensisk delegation at rejse til London til en forhandling om fred i Mellemøsten i næste uge. Det israelske forbud er en direkte konsekvens af terrorbomberne i Tel Aviv søndag, der dræbte 23 personer. Gensidige beskyldninger Det israelske skridt umuliggør i realiteten fredsmødet i London, og det har afstedkommet en skarp meningsudveksling mellem den israelske udenrigsminster Benjamin Netanyahu og hans britiske kollega Jack Straw. En udskrift af en telefonsamtale mellem de to viser ifølge BBC Online, at de to ministre kommer med beskyldninger mod hinanden om, at de vælger de forkerte partnere på vejen mod fred. Ifølge udskriften siger Netanyahu til Jack Straw, at selvmordsangrebene gør 'business-as-usual' umulig. Netanyahu: Gør som Bush Netanyahu beder herefter den britiske udenrigsminister om at indtage den samme holdning som den amerikanske præsident George W. Bush, der har sagt, at det er umuligt at forhandle med 'ledere, der er kompromitteret af terror'. »Og I gør det modsatte i Storbritannien«, tilføjer den israelske udenrigsminister. Straw: Israel slår ned på de forkerte Den bemærkning afføder angiveligt en skarp replik fra den britiske udenrigsminister: »Nej, det er Israel, der gør det modsatte. I stedet for at koncentrere sig om at håndtere terrorismen slår regeringen ned på palæstinesiske delegerede. Jeg håber, at den israelske regering vil genoverveje sagen«, lyder salven fra Jack Straw ifølge BBC. En talsmand for premierminister Tony Blair siger, at Storbritannien vil overveje at udsætte fredsmødet indtil senere i januar. 23 dræbt 23 mennesker blev dræbt foruden de to gerningsmænd, da to voldsomme selvmordsbomber søndag eftermiddag eksploderede i det centrale Tel Aviv. Over 100 mennesker blev såret, heraf flere livsfarligt. Kort efter angreb adskillige israelske kampvogne og kamphelikoptere flygtningelejren Rafah i den sydlige del af Gazastriben samt Gaza by. 11 palæstinensere blev såret under angrebene. Selvmordsbombesprængningerne fandt sted hurtigt efter hinanden i myldretiden i to parallelle og forbundne gader i et fattigt område af byen med en stor befolkning af indvandrere af østeuropæisk, afrikansk, thailandsk og kinesisk herkomst og med lav indkomst. Det samme område blev ramt af et lignende bombeangreb i juni sidste år, da fem mennesker blev dræbt. Sharon lukker universiteter Den israelske premierminister, Ariel Sharon, holdt i løbet af natten et flere timer langt møde med sikkerhedskabinettet. Det gav grønt lys for, at militæret må gøre gengæld for selvmordsbomberne, og det indførte yderligere restriktioner for palæstinensernes bevægelsesfrihed samt lukkede tre uddannelsesinstitutioner. Annan opfordrer til stop for selvmordsangreb FN's generalsekretær Kofi Annan har mandag opfordret de militante palæstinensere til at sætte en stopper for selvmordsangrebene. Samtidig har han opfordret Israel til at udvise tilbageholdenhed i gengældelsesangrebene. »Vold kan ikke løse den årtier gamle konflikt mellem Israel og palæstinenserne. Generalsekretæren opfordrer alle palæstinensere til at slå ind på en ikke-voldelig kurs. Samtidig opfordrer generalsekretæren Israels regering til at vise tilbageholdenhed i sit svar på det blodige angreb og til at hjælpe med at nedtrappe volden«, hedder det i en erklæring fra Kofi Annans kontor.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























