Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) tror og håber på, at Nordkorea vil genforhandle den atomare ikke-spredningstraktat, NPT, som det kommunistiske styre trak sig ud af fredag. Men Nordkorea mener ikke, at det amerikanske tilbud om dialog er oprigtigt ment. IAEA-chef Mohamed ElBaradei mødtes fredag med den amerikanske udenrigsminister Colin Powell, og sammen opfordrer de kraftigt Nordkorea til at genoverveje beslutningen om at opsige aftalen. Nordkoreas FN-ambassadør erklærede senere fredag, at USAs tilbud om at gå i dialog om Nordkoreas atomprogram ikke er "oprigtigt". Ambassadør Pak Gil-yon sagde samtidig på en pressekonference, at Nordkorea vil opfatte det som en krigserklæring, hvis FNs Sikkerhedsråd beslutter at indføre økonomiske sanktioner mod landet. »Vi opfatter enhver form for økonomiske sanktioner, som vil blive indført af Sikkerhedsrådet, som en krigserklæring«, sagde han. IAEA tror på diplimati Det Internationale Atomenergiagentur vil ikke overlade opgaven til FNs Sikkerhedsråd, men tror på, at konflikten kan løses med diplomati. IAEA-talsmand Mark Gwozdecky siger til Reuters: »Der er stadig mulighed for diplomati. Det er ikke ovre endnu, og derfor er det for tidligt at overgive sagen til FNs Sikkerhedsråd«. Nordkorea fastholder, at landet ikke har planer om at udvikle atomvåben, men udelukkende anvender sine atomare aktiviteter til fredelige formål som el-produktion. Bureauet meddeler videre, at de forviste FN-våbeninspektører ikke får lov at komme tilbage til Nordkorea. De betragtes som USA's redskab til at føre fjendtlig politik over for Nordkorea. Ønsker olie fra USA Nordkorea meddelte tidligere, at landet vil genoverveje sin beslutning, hvis USA genoptager de olieleverancer, der blev stoppet i november. Nordkorea er ifølge KCNA måske også parat til overfor USA at bevise, at det ikke udvikler atomvåben. »Hvis USA dropper sin fjendtlige politik over DPRK (Nordkorea red.) og stopper sin atomtrussel, vil DPRK måske - via separate verifikationer mellem DPRK og USA - bevise, at det ikke fremstiller atomvåben«, meddelte det statslige telegrambureau. Bekymring i nabolande Nordkoreas beslutning er blevet modtaget med stor uro i nabolandene Sydkorea og Japan. Også Nordkoreas nære allierede, Rusland, beklager den. I Sydkorea er det nationale sikkerhedsråd indkaldt ekstraordinært for at drøfte konsekvenserne af beslutningen. Den japanske regering opfordrer Nordkorea til at gentilslutte sig NPT-aftalen og overholde de internationale bestemmelser.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























