USA's ønske om Irak-støtte splitter NATO

Lyt til artiklen

NATO-landene er så uenige om Irak-krisen, at de har udskudt en beslutning om at iværksætte militær planlægning i tilfælde af en krig mod styret i Bagdad. En NATO-kilde siger til Ritzau, at fire lande anført af Tyskland og Frankrig har afvist USA's ønske om bidrag fra NATO i tilfælde af en eventuel krig mod Irak. »Det kan jeg bekræfte«, siger kilden, der siger, at der var omfattende diskussion af spørgsmålet. »Det de pågældende lande siger, er at det er for tidligt (at iværksætte NATO-forberedelser, red.)«, siger Ritzaus kilde. De fire lande vil i stedet give FN's våbeninspektører mere tid til at lede efter masseødelæggelsesvåben i Irak, også efter at inspektørernes leder Hans Blix har afrapporteret for FN's Sikkerhedsråd 27. januar, førend de vil tage stilling til et væbnet opgør med Irak. Flertal støtter USA Et flertal blandt de 19 NATO-alliancelande støtter ifølge Ritzaus kilde USA's ønske om at tage fat på forberedelser, der især skal beskytte Tyrkiet imod eventuelle angreb fra nabolandet Irak. Den danske regering er blandt USA's støtter. »Det er defensive tiltag, vi er optaget af. De bør jo i virkeligheden ikke være påvirket af det her (debatten i FN om våbeninspektionerne, red.)«, siger kilden til Ritzau. Amerikanerne bad i sidste uge om formelt NATO dels om beskyttelse af Tyrkiet, dels om mulighed for at trække på alliancens radarovervågningsfly (Awacs-fly). Ifølge Ritzaus kilde er amerikanerne utilfredse med deres europæiske NATO-partneres modstand. Jensby kender ikke til uro Den danske forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) kender ikke til uroen i NATO om planlægningen af en krig mod Irak. »Jeg har ikke hørt, at der er uro i NATO omkring Irak. Alle må håbe på, at Saddam Hussein kan leve op til FN's resolutioner, så man kan undgå en væbnet konflikt«, siger han til Ritzau.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her