Hvis ikke de serbiske myndigheder udleverer de mest eftersøgte krigsforbrydere inden 31. marts, lukker USA for al økonomisk og politisk støtte til landet. Samtidig lyder det fra EU's Javier Solana, at også forbindelsen til Bruxelles vil blive fastfrosset, hvis Jugoslavien ikke samarbejder med krigsforbryderdomstolen i Haag. Briterne har lagt yderligere pres på ved at true med at blokere for landets optagelse i Europarådet, hvis ikke de eftersøgte udleveres. Serbien som gidsel Det var den amerikanske ambassadør for bekæmpelse af krigsforbrydelser, Pierre-Richard Prosper, der i tirsdags leverede det amerikanske ultimatum til den serbiske ministerpræsident, Zoran Djindjic. Han forlangte, at serberne udleverer først og fremmest general Ratko Mladic foruden to officerer sigtet for massakrer ved Vukovar. Det er den pensionerede oberst Veselin Sljivancanin og kaptajn Miroslav Radic. Til gengæld sagde Prosper, at man så ikke ville kræve flere udleveret til Haag. Resten ville man overlade til serberne selv at retsforfølge. »Disse tre personer holder hele den serbiske nation som gidsel«, lød Prospers barske kommentar. Karadzic gemmer sig I går rejste han videre til Bosnien, hvor han over for lederne af Republika Srpska vil levere den samme besked: udlevér Radovan Karadzic, der i syv år har gemt sig blandt fanatiske tilhængere i de sydlige bjergegne, eller også vil I miste både økonomisk og politisk støtte og blive helt isolerede. Den britiske ambassadør i Beograd, Charles Crawford, lagde øget pres på serberne ved at erklære, at hans land ville blokere for Jugoslaviens optagelse i Europarådet, og antydede, at uden fuldt og åbent samarbejde med Haag vil serberne også blive bremset i deres forsøg på at komme med i NATO's Partnerskab for Fred og andre internationale samarbejdsorganer. Under hærens beskyttelse Endelig lod EU's udenrigspolitiske koordinator, Javier Solana, vide, at også EU bakker op om USA, når det gælder udleveringen af de eftersøgte krigsforbrydere. Ministerpræsident Djindjic sagde efter mødet med Prosper, at de serbiske myndigheder »må prøve mere energisk at anholde de sigtede i overensstemmelse med loven og sikre, at de stilles for Det Internationale Krigsforbrydertribunal«. Han bad Prosper om at udlevere alle oplysninger, han måtte have om, hvor Mladic befinder sig. Igennem længere tid har der været rygter om, at den tidligere general, der specielt er sigtet for massakren i Srebrenica i sommeren 1995 bor i Beograd under hærens beskyttelse. Mladic er krigshelt Mladic er fortsat den mest populære person i Serbien, hvis man skal tro meningsmålingerne. Han betragtes som en krigshelt, der forsvarede den serbiske nations ære under kampene i Bosnien. Hverken Djindjic eller den jugoslaviske præsident Vojislav Kostunica har hidtil vovet at lade ham anholde af frygt for en voldsom reaktion fra nationalister og højrefløjspolitikere. Alvorlig trussel Men den amerikanske trussel om stop for økonomisk bistand er alvorlig. Ikke nok med, at USA har lovet Jugoslavien bistand på 60 millioner dollar (425 millioner kr.), men amerikanerne sidder også som den afgørende faktor i IMF og Verdensbanken, når landet skal have fornyet sine udenlandske lån og kreditter, hvilket er helt afgørende for økonomien. Det er svært for regeringen ikke at samarbejde, hvis den vil undgå, at økonomien bryder totalt sammen, lyder vurderingen fra den økonomiske tænketank B-17, der tæller nationalbankdirektøren blandt sine medlemmer.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Fylder engelske ord for meget i dansk?
Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























