Titusinder protesterer i Elfenbenskysten

Lyt til artiklen

Titusinder af demonstranter strømmede i dag ind i hovedstaden i Elfenbenskysten, Abidjan, for at afvise den fredsaftale, der for nyligt blev indgået i Frankrig. Samtidig forsøger vestafrikanske mæglere sig med et sidste forsøg på at redde den vaklende aftale. Protesten i dag er det foreløbige højdepunkt på en uge, der har været præget af ofte voldelige protester mod aftalen, som ifølge præsident Laurent Gbagbos støtter blev tvunget ned over hovedet på ham af landets tidligere kolonimagt, Frankrig. »Elfenbenskysten, rejs dig«, lød det i dag fra demonstranterne, mens de joggede eller slentrede mod det centrale Abidjan medbringende landets nationalfarver, orange, hvid og grøn. Muslimsk nord, kristent syd Striden mellem oprørere i det primært muslimske nord og regeringsstyrker i det primært kristne syd har nu i fire måneder holdt det vestafrikanske land i en krigslignende tilstand. Flere hundrede mennesker er blevet dræbt og over en million har måttet flygte i landet, der i alt har 16 millioner indbyggere. Oprørere i regering Den seneste fredsaftale blev indgået i Frankrig for en uge siden. Den betød, at oprørerne skal have overdraget nøglepositioner i regeringen, som ellers præsidenttro folk har haft. »Vi siger nej til oprørere i vores regering. For os vil det være det samme som at overlade banditter nøglerne til ens hus«, sagde studenterlederen Charles Ble Goude på nationalt tv, før dagens demonstration begyndte. Oprørerne stiller spørgsmålstegn ved præsidentens sejr i valget i 2000. Mæglere i nyt forsøg I dag skal mæglere fra regionen efter planen forsøge sig med at overtale Gbagbo til rent faktisk at opfylde den aftale, han indgik i Paris. Både Frankrig og USA har opfordret til det samme. Beslutter han sig for at give efter for presset, vil han imidlertid blive mødt af ikke blot demonstranternes men også af politiske partiers, høvdinges og hærens vrede, skriver det britiske nyhedsbureau Reuters. Hæren har afvist aftalen, og Elfenbenskystens præsident har da også siden sin hjemkomst fra Paris hellere omtalt den som 'forslag' fremfor som en 'aftale'.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her