Nordkorea kan ramme USA overalt

Lyt til artiklen

Nordkorea er i stand til at slå til mod amerikanske mål over alt i verden, hvis Nordkorea provokeres. Det siger en højtstående nordkoreansk embedsmand med henvisning til, at Nordkorea har ret til at forsvare sig. Udtalelserne fra Nordkorea kommer, efter at Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) onsdag sendte striden om Nordkoreas atomprogram i FNs Sikkerhedsråd. Men Nordkorea insisterer på, at også USA skal undersøges af Sikkerhedsrådet. »USA truer vort land med atomvåben, så det må også tages op af Sikkerhedsrådet. Vi insisterer på, at også USAs ansvarlighed bliver drøftet«, sagde talsmanden. Truer med at overskygge Irakkrisen Krisen om Nordkoreas atomkapacitet truer med at overskygge de amerikanske bestræbelser for en militær indsats mod Irak. Direktøren for den amerikanske efterretningstjeneste CIA, George Tenet, erklærede onsdag aften, at Nordkorea er i besiddelse af langtrækkende missiler, der kan ramme mål på den amerikanske vestkyst. Og det bekræfter Nordkorea nu selv. Har ikke prøveaffyret langtrækkende missil Siden Nordkorea i sensommeren 1998 prøveaffyrede et missil, der overfløj japansk luftrum og siden faldt i Stillehavet, har der været spekuleret i, om det kommunistiske styre i Pyongyang var ved at udvikle en atomkapacitet, der direkte ville true USA's territorium. Lederen af det amerikanske forsvars særlige efterretningsenhed, DIA, viceadmiral Lowell Jacoby, sagde ved samme lejlighed onsdag, at Nordkorea endnu ikke har prøveaffyret sit langtrækkende missil. Sanktioner kan være på vej Muligheden er herefter, at Sikkerhedsrådet vedtager sanktioner mod Nordkorea. Reelt har Nordkorea dog siden november undsagt de internationale atomaftaler, og FN's inspektionshold forlod landet ved årsskiftet. Næste skridt kan blive egentlige sanktioner. Allerede i fjor, da USA indstillede sine leverancer af olie til Nordkorea, erklærede styret i Pyongyang, at formelle sanktioner ville blive betragtet som en krigserklæring. Trods en desperat økonomisk situation besidder Nordkorea en betydelig militær kapacitet og kan med artilleri beskyde den sydkoreanske hovedstad Seoul, der ligger mindre end 80 kilometer fra den nord-syd-koreanske delingslinje. Et større sikkerhedsmæssigt problem end Irak Oplysningerne fra CIA om Nordkorea stiller de amerikanske beslutningstagere endnu vanskeligere end tidligere, fordi det nu er tydeligt for hele verden, at Nordkorea udgør et langt større sikkerhedsproblem for USA, end det er tilfældet med Irak. Hvor Irak blev betydeligt svækket militært efter den krig, der i 1991 befriede Kuwait fra irakisk besættelse, har Nordkorea fastholdt en stærk konventionel bevæbning og samtidig opretholdt en betydelig usikkerhed om omfanget af landets atomkapacitet. Formålet har været at presse primært Sydkorea, Japan og USA til flere indrømmelser. Forsøg fra EU på mægling har været forgæves. Kræver anerkendelse, aftaler og mere bistand At den økonomiske situation i Nordkorea er desperat med udbredt sult og mangel på strøm, øger kun det nordkoreanske pres på omverdenen for at få USA til at give de indrømmelser, styret kræver:

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her