Nationalisterne raser. De konservative jubler. Og socialisterne nøjes med at respektere, at en spansk undersøgelsesdommer i torsdags greb til at lukke Egunkaria, det eneste baskisksprogede dagblad i Baskerlandet. Tre ministre fra den baskiske regionalregering deltager lørdag i en demonstration i San Sebastian, i protest mod lukningen og i forsvar for ytringsfriheden. »Det er et fascistisk angreb på det baskiske folk«, mener Antxon Morcillo, talsmand for det venstreradikale separatistparti Batasuna, der betragtes som ETA's politiske arm. Og ordføreren i parlamentet for det moderate baskiske nationalistparti, PNV, Joseba Egibar, kalder lukningen for »et indgreb, der er en totalitærstat værdigt«. Tilfreds regeringschef Derimod hilser den konservative spanske regeringschef, José Maria Aznar, lukningen velkommen: »ETA er mere end terrorister, der myrder. ETA er et mangehovedet uhyre med støttegrupper og et net af virksomheder under sig«. Det har taget undersøgelsesdommeren, Juan del Olmo, næsten to års efterforskning at nå frem til sin konklusion. Nemlig at avisen Egunkaria er et dækforetagende for terrorgruppen ETA. Dommeren mener, at ETA i årevis har brugt avisen til at vaske penge hvide. Penge som terrorgruppen har afpresset baskiske virksomheder til at betale i såkaldt revolutionær skat. Men samtidig er avisen en god forretning for ETA, fordi den baskiske nationalistregering siden 1994 har givet den tilskud på mellem tre og ti millioner kroner om året. Desuden mener dommeren, at ETA udpegede avisens ledere. Og derfor beordrede han i torsdags avisen midlertidigt lukket og ti af lederne varetægtsfængslet, deriblandt chefredaktøren og bestyrelsesformanden. Alligevel på gaden Men fredag kom avisen alligevel på gaden. Bare under et andet navn. Nu hedder den Egunero, og oplaget på 50.000 eksemplarer tre gange så mange som Egunkaria blev revet væk fra kioskerne. Selv de nationalistiske medlemmer af det baskiske parlament sad fredag på deres pladser og studerede Eguneros forside, hvor der stod: Lukket men ikke fortiet. Nej tak til avisen De konservative medlemmer af regionalparlamentet ville derimod ikke røre avisen med en ildtang. Flere politikere fra separatistpartiet Batasuna, som den spanske højesteret ventes at forbyde inden længe, forsøgte ellers at stikke dem eksemplarer af Egunero. Og Antxon Morcillo nåede fra talerstolen at beskylde det konservative parti for at være skyld i lukningen af Egunkaria, inden han blev frataget ordet. Mens politikerne i regionalparlamentet råbte fascister og terrorister ad hinanden, demonstrerede omkring 200 mennesker foran den lukkede avis' hovedredaktion i Andoain. For mindre end to uger siden myrdede ETA chefen for det lokale politi i samme by, der har separatistisk borgmester. Krav om beskyttelse efter mord Mordet på politichefen, der havde nær tilknytning til socialistpartiet, fik de ikke-nationalistiske partier til at kræve mere beskyttelse forud for kommunalvalget til maj. I de senere år har ETA myrdet adskillige lokalpolitikere fra de ikke-nationalistiske partier. Men lukningen af det baskiske dagblad må forventes at få nationalisterne til at rykke tættere sammen. De betragter lukningen som et angreb på deres sprog, kultur, identitet og ytringsfrihed. Og dermed er der lagt op til en yderligere opsplitning af de godt to millioner baskere i to lejre eller fronter. Nemlig den nationalistiske lejr, der vil løsrive sig fra Spanien. Og den ikke-nationalistiske lejr, der fortsat vil høre til Spanien.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Jeg kunne ikke lægge bogen fra mig

Nyhedsanalyse
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























