Irak overvejer FN-krav om destruktion af missiler

Lyt til artiklen

Irak har endnu ikke besluttet sig for, om det vil efterleve FN's krav om at ødelægge alle Al Samoud 2-missiler og hvad dertil hører af faciliteter. Det meddeler våbeninspektionens irakiske forbindelsesofficer, der også er direktør for Iraks Nationale Overvågningsdirektorat, i dag. Med amerikanske tropper praktisk talt på dørtrinnet vil en destruktion svække det irakiske forsvar - omend ikke fatalt - lyder det fra general Hossam Mohamed Amin. »Vi tager det alvorligt og undersøger spørgsmålet. Vi håber, at problemet bliver løst uden amerikansk eller britisk indblanding. De har onde hensigter«, mener han. Omvendt har Irak ifølge Amin ikke til hensigt at udfordre hverken FN's videnskabelige bedømmelse eller metoder, men håber til gengæld, at FN vil lytte til Iraks synspunkter. 30 kilometer De omstridte missiler har en rækkevidde, der overskrider det tilladte med cirka 30 kilometer. Det fik fredag chefen for FN's våbeninspektion, Hans Blix, til i et brev til irakerne at kræve, at missilerne, deres motorer, affyringsramper med videre ødelægges, og at irakerne tager fat på det arbejde senest 1. marts. Afgørende irakisk beslutning Om irakerne beslutter sig for at gøre dette kan blive en afgørende faktor i forbindelse med den øjeblikkelige splittelse i FN's Sikkerhedsråd om en ny resolution med mandat til at føre krig i Irak. Præsident Bush bebudede i går, at hans land i begyndelsen af næste uge er klar med et udkast til en sådan. FN's generalsekretær Kofi Annan har meddelt, at sikkerhedsrådet er nødt til at træffe en beslutning, hvis Irak beslutter sig for ikke at ødelægge missilerne. General Amin gentog på pressemødet i dag, at Irak er 'rent' for masseødelæggelsesvåben, og at der ikke er brug for nogen ny FN-resolution, 'fordi Irak samarbejder med inspektørerne'. Irakerne opfordrer til test De omstridte Al Samoud 2-missiler har en rækkevidde på mellem 100 og 120 miles ifølge våbeninspektørernes vurdering. Det oplyser en anonym kilde til det amerikanske nyhedsbureau AP. General Amin inviterer i dag FN's eksperter til at prøveaffyre et missil efter eget valg for at afprøve den maksimale rækkevidde. Han er overbevist om, at den er mindre end den af FN fastsatte grænse, som er 93 miles. »Men vi har ikke fået noget svar på vores forslag«, siger Amin. Han siger videre, at nogle af missilerne i forbindelse med en prøveaffyring overskred grænsen, fordi de ikke blev tynget ned af styresystemer, og at irakerne i øjeblikket efterforsker dette. Irakiske embedsmænd har oplyst, at Irak har omkring 100 Al-Samoud 2 missiler, hvoraf halvdelen er afleveret til hæren. Undren over påstået destruktion Al Samoud 2-missilerne er ikke det eneste problemfelt. Hans Blix er skeptisk overfor irakiske påstande om, at lagre af miltbrand og VX-nervegas er ødelagt. Bagdad har meddelt, at det ikke har nogen dokumentation for destruktionen, men det undrer Blix, der i et interview med nyhedsmagasinet Time i morgen kalder Irak for 'et af de bedst organiserede regimer i den arabiske verden'. Ifølge general Amin har Irak inviteret et hold FN-teknikere til landet for at diskutere udestående spørgsmål om miltbrand og VX-gas. Holdet skal efter planen til Irak 2. marts. Hans Blix siger i samme interview, at man efter hans mening ikke kan have tillid til, at Irak vil lade sig afvæbne, men at det er op til FN's våbeninspektører at beslutte, hvornår inspektionerne skal slutte. Han afviser at svare på, om Irak efter hans mening har overtrådt resolution 1441: »I sidste ende er det en politisk beslutning, som Sikkerhedsrådet må træffe«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her