USA må ikke angribe Irak. Til gengæld skal Saddam Hussein rette sig efter FN og tilintetgøre alle sine masseødelæggelsesvåben. Det var hovedbudskabet, da de 116 medlemmer af Organisationen af Alliancefrie Lande mandag indledte et to dage langt topmøde i Malaysia. Ventes at fordømme militæraktion Sammenslutningen ventes tirsdag at stå sammen om en udtalelse, der fordømmer en amerikansk-britisk militæraktion imod Irak, hvis det sker uden om FN. De 116 medlemslande er ikke verdens førende, men tæller dog større nationer som latinamerikanske lande, Filippinerne, Indien og Pakistan. Organisationen tæller to tredjedele af FN's medlemslande, og seks af medlemmerne sidder i øjeblikket i Sikkerhedsrådet. Det er Angola, Guinea, Syrien, Pakistan, Chile og Cameroun. Og det kræver kun syv stemmer i alt at blokere for en resolution i Sikkerhedsrådet. Syrien imod under alle omstændigheder Syrien er det eneste arabiske land i Sikkerhedsrådet. Mandag sagde Syriens vicepræsident Abdel-Halim Khaddam i Malaysia, at landet er modstandere af en krig mod Irak, uanset hvad FN's våbeninspektører opdager. Fordømmelse af krig Topmødets vært, Malaysias premierminister Mahatir Mohamad, fordømte i sin åbningstale ethvert tilløb til krig, og han skældte Vesten ud for at være hyklerisk: »Krig skal forbydes. Krig er primitivt«, sagde Mahatir Mohamad. 'En enkelt nation skal ikke være politibetjent' Han foreslog, at FN skal have myndighed til at sikre nedrustning over hele Jorden: »En enkelt nation skal ikke have lov til at optræde som verdens politibetjent eller til at beslutte, hvilke skridt der skal tages, og hvornår. Alle skal nedruste«, sagde premierministeren. FN skal tage ansvar for våben Han foreslog, at kun FN skulle have ansvaret for verdens våben. Det skulle ske gennem et agentur, der overvåger samtlige landes militærbudgetter. Dobbeltmoral Den malaysiske regeringsleder beskyldte også USA for at optræde dobbeltmoralsk, fordi Nordkorea og Irak bliver behandlet forskelligt: »Nordkorea har åbent indrømmet at være i besiddelse af masseødelæggende våben, men det er kun blevet mødt med mild forbavselse i Vesten. Det virker som et bevis på, at det kun handler om at føre krig mod muslimerne. Et angreb på Irak vil simpelthen gøre flere muslimer vrede«, advarede Mahatir Mohamad. 'Tiden løber' Både Sydafrikas præsident Thabo Mbeki og efterfølgende regeringsledere tog Irak-temaet op, fordømte et militært angreb på landet, men krævede samtidig, at Saddam Hussein retter sig efter FN og destruerer sine våben. »Tiden løber«, sagde Singapores premierminister Goh Chok Tong. »Jeg vil på det stærkeste råde Saddam Hussein til at forhandle en aftale, der vil være til gavn for begge parter«, mente den filippinske præsident Gloria Macapagal Arroyo. Musharraf: Vi er på vej mod krig »Jeg tror, vi er på vej mod en krig«, vurderede Pakistans præsident Pervez Musharraf. Det var FN's generalsekretær Kofi Annan ikke enig i. Han havde sendt et brev, der blev læst op på topmødet. Heri sagde han blandt andet: »Selv på dette tidspunkt er krig ikke uundgåelig«. USA-Fundamentalisme Irans præsident Mohammad Khatami beskyldte USA for »fanatisk fundamentalisme«, fordi amerikanerne tiltog sig retten til at bruge magt. Irak er også medlem af Organisationen af Alliancefrie Lande. Fra Bagdad deltog vicepræsident Taha Yassim Ramadan. Tilfreds irakisk vicepræsident Han var svært tilfreds med organisationens holdning, som han sagde ydede mere støtte til Irak, end landets arabiske naboer havde givet. »Den arabiske holdning er den svageste. De alliancefrie landes holdning er meget bedre. Holdningen i Europa er bedre«, sagde Taha Yassim Ramadan med henvisning til, at Tyskland og Frankrig vil give våbeninspektørerne mere tid. »At true Irak med voldelige midler er en trussel mod hele verden«, påstod den irakiske vicepræsident.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























