Bush øger pres på Sikkerhedsråd

Lyt til artiklen

Irakkrigen kan komme i løbet af få dage, hvis FN's Sikkerhedsråd sandsyndligvis tirsdag nedstemmer resolutionsforslaget om at give Saddam Hussein en frist til 17. marts. USA's præsident George W. Bush er indstillet på at invadere Irak uanset de diplomatiske omkostninger i forhold til nære allierede som Frankrig. Telefonerne nærmest gløder i Det Hvide Hus i weekenden, hvor man ringer til de seks lande i Sikkerhedsrådet - Angola, Cameroun, Chile, Guinea, Mexico og Pakistan - som endnu ikke har besluttet sig. I sin ugentlige radiotale til nationen sagde præsident Bush løradg: »Våbeninspektionerne behøver ikke mere tid eller flere personer. Det, de behøver, er det, som de aldrig har fået, og det er det fulde samarbejde fra Irak. Det eneste acceptable resultat er det resultat, som er krævet af et enstemmigt Sikkerhedsråd: komplet afvæbning«. Hussein eller Bush En anonym diplomat fra et af de seks rådvilde lande har til tv-stationen CNN udtalt, at: »Vi bliver tvunget til at vælge mellem Hussein og Bush. Det er ikke noget rart valg«. Præsident George Bush lagde på et pressemøde natten til torsdag ikke skjul på, at Sikkerhedsrådet ikke betyder noget for amerikanerne: »Vi behøver ikke nogens tilladelse«, sagde Bush og fastslog også, at det først og fremmest handler om at fjerne Hussein og ikke afvæbne ham. Alt afhænger af krigen Hvis amerikanerne vælger at ignorere Sikkerhedsrådet, kan det ikke alene skade samarbejdet i FN og NATO, men Bushs egenrådighed kan også hjemsøge USA, når den næste krise opstår. Det kan være Nordkorea, den kostbare genopbygning af Irak, en ny Bosnien-lignende krise eller den fortsatte kamp mod terroren. Hele Bushs præsidenttid og hans genvalg til næste år afhænger af Irakkrigen. Hvis Bush vinder krigen, er han en helt. Hvis amerikanerne eksempelvis bliver udsat for store tab, kan det betyde enden for Bush i 2004. Og det er ikke engang nok at vinde krigen. Bush skal også vinde både den og freden overbevisende. I modsætning til sin far, den første præsident George Bush, under den første Golfkrig har Bush junior nemlig ikke verden bag sig.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her