Frankrig bebudede mandag aften, at det vil nedlægge veto mod en ny FN resolution, der åbner for en øjeblikkelig krig mod Irak. Modstanden vil også blive markeret, selv om der måtte vise sig at være flertal i Sikkerhedsrådet for det amerikansk-britisk-spanske forslag til en ny resolution, siger den franske præsident, Jacques Chirac, mandag aften til fransk tv. »Uanset hvad der sker, vil vi stemme nej«, siger Chirac. Rusland vil også bruge veto Tidligere mandag har også Rusland gjort klart, at landet er parat til at nedlægge veto mod en ny FN-resolution, der giver grønt lys til et angreb på Irak. Hvis USA og Storbritannien fremlægger en plan om at bruge magt over for Irak i FN's Sikkerhedsråd, 'vil Rusland bruge sit veto mod en sådan resolution', siger Ruslands udenrigsminister, Igor Ivanov. Også Kina har signaleret modstand mod en krigsresolution mod Irak. Veto vil være 'mere end skuffende' Meldingen fra Frankrig og Rusland bliver mødt med skuffelse fra Det Hvide Hus i Washington. »Hvis de (Rusland og Frankrig) bruger deres vetoret, vil det, fra et moralsk synspunkt, være mere end skuffende. Det vil være at lade millioner af mennesker verden over i stikken. Mennesker, der fortjener deres frihed og et bedre liv«, siger Bush-talsmanden Ari Fleischer. USA prøver at vinde tvivlere Afstemningen kan komme allerede tirsdag, men prognosen er, at det først bliver senere på ugen. USA forsøger stadig at overtale de såkaldte tvivlere i Sikkerhedsrådet, der endnu ikke har taget endelig stilling til den nye amerikanske resolution. Selv om Frankrig og Rusland som permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet vil nedlægge veto, har USA stadig mulighed for at opnå flertal for en ny resolution. Tvivler-lande undersøger kompromis Tvivlerne består af fem lande, der nu har indledt deres egen jagt efter et kompromis, der kan indebære specifikke krav til afvæbningen af Irak og en længere tidsfrist til irakerne, oplyser anonyme diplomater til det britiske nyhedsbureau Reuters. Ingen konkret plan er endnu meldt ud, men Guineas FN-ambassadør Mamady Traore siger, at han siden lørdag har haft møder med de andre tvivlende sikkerhedsrådslande for at finde et kompromis i sagen. Kompromis indeholder længere frist »Uden et kompromis kan vi ikke finde et fælles standpunkt i Sikkerhedsrådet. Og vi ønsker at fortsætte arbejdet (med at finde et kompromis)«, siger Traore. De andre tvivlere i rådet er Angola, Cameroun, Mexico og Chile, mens Pakistan mandag meldte ud, at landet vil undlade at stemme. Ifølge diplomater ligner det ene af de forslag, der er på bordet, Canadas forslag fra sidste måned. Forslaget vil have en noget længere frist til Irak, end Storbritannien og USA synes indstillet på.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























