Kompliceret spil om den nye regering i Beograd

Lyt til artiklen

Torsdag skal det nye parlament for Serbien og Montenegro samle flertal om det ministerråd, der fremover skal administrere de fælles funktioner, som de to delrepublikker er enedes om at dele. Det gælder først og fremmest tre vigtige poster, udenrigs- og forsvarsministerierne samt det såkaldte udenrigsøkonoministerium. I sidste uge enedes de regeringsbærende partier i Serbien-Montenegro om at vælge Svetozar Marovic, der kommer fra Montenegro, til føderationens nye præsident og formand for ministerrådet. Han er tidligere parlamentsformand og hans magt bliver mere formel end reel. Intense forhandlinger Efter ugers intense forhandlinger i Beograd blev man tirsdag enige om at indstille, at den hidtidige udenrigsminister Goran Svilanovic fortsætter på denne post. Han er formand for Demokratisk Alliance i Serbien, GSS, der sikrer, at den stærke serbiske ministerpræsident Zoran Djindjic har parlamentarisk flertal i det serbiske parlament. Ny forsvarsminister bliver den hidtidige indenrigsminister i Serbien, Zoran Zivkovic. Montenegro kræver toppost Til gengæld for at give disse to ministerier til Serbien, kræver den montenegrinske ministerpræsident, Milo Djukanovic, at posten som udenrigsøkonomiminister går til Montenegro. Hvem det bliver, er ikke helt afgjort. To kandidater er på banen, Branko Lukovac, den hidtidige udenrigsminister i den lille republik, og finansminister Miroslav Ivanicevic. Allerede inden ministerrådet er på plads, har man brudt den forfatning, der med så stort besvær blev banket på plads under stort pres fra EU's udenrigspolitiske koordinator, Javier Solana. I forfatningen siges det klart, at de to delrepublikker skal deles om udenrigs- og forsvarsministerposterne. Djindjic står til valgøretæver Men de politiske realiteter har hele tiden været at sikre, at Zoran Djindjic bevarer sit flertal i det serbiske parlament, så der ikke må udskrives valg. For alle meningsmålinger viser, at han vil tabe valget med et brag og åbne for et højreorienteret, nationalistisk flertal, der vil blokere for samarbejde med krigsforbryderdomstolen i Haag og bremse landenes håb om at nærme sig EU, noget også Montenegro frygter.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her