Bush: Send flere penge

Lyt til artiklen

Hvis ikke den amerikanske Kongres bevilger 62 milliarder dollar mere til krigen i Irak, så kan de amerikanske styrker "løbe tør" for midler i maj. Det siger en højt placeret kilde i Pentagon til Reuters. Det anslåede beløb er i tilfælde af, at krigen fortsætter i kort tid, men på et meget intenst niveau, som det har været tilfældet i de første fem dage. I alt har præsident George Bush en ansøgning klar til Kongressen på 75 milliarder dollar ialt, hvoraf den største del skal gå til militæret. »Vi kan simpelthen ikke gennemføre vores planlagte operationer, hvis vi ikke får de penge«, siger kilden. Han tilføjede, at der er brug for 30 milliarder til den militære opbygning i Irak. 13 milliarder til selve krigen, 12 milliarder til overgangsfasen og stabilitetsfasen efter krigen og 7,2 miliarder til erstatning af ødelagte våben og materiel, som har været brugt under konflikten, skriver Reuters. Med i de 75 milliarder, som Bush ansøger Kongressen om på mandag, er ikke det enorme tab, som de amerikanske flyselskaber taber på konflikten. Bush og Blair mødes USA's præsident, George W. Bush, får i løbet af ugen besøg af den britiske premierminister, Tony Blair. De to statsledere mødes for at tale om forløbet af krigen i Irak og fredsplanen for Mellemøsten. Det oplyste en højtstående amerikansk embedsmand i nat. »Planen er, at Blair kommer her i løbet af ugen for at møde præsidenten i Det Hvide Hus og måske i Camp David. Irak og fredsplanen for Mellemøsten er de eneste punkter på dagsordenen«, sagde embedsmanden. En embedsmand siger, at det er Blair, der har bedt om mødet med Bush. Forløbig er 19 britiske soldater meldt dræbt eller savnede. Mandag døde en britisk soldat som den første i direkte kamphandlinger. Endnu er der ingen tal for, hvor mange amerikanske soldater, der indtil nu er dræbt. Hvide Hus´ talsmand Ari Fleischer sagde til journalister mandag aften, at forholdet mellem Bush, Blair og den australske premierminister John Howard fortsat er stærkt. Bush og Blair har ikke mødtes siden de sammen med den spanske premierminister Aznar hildt topmøde på Azorerne den 16. marts, kort før krigen begyndte for alvor.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her