Koalitionen skifter taktik

Lyt til artiklen

Et amerikansk stormangreb på byen Shatra 35 kilometer nord for Nasiriyah ligner et strategiskift. Ifølge BBC går amerikanerne nu efter at vinde kontrollen over Nasiriyah frem for blot at forsøge at passere den. Byen er strategisk vigtig, fordi den giver adgang til broen over floden Eufrat og to store veje nordpå, der er vitale for de sårbare, amerikanske forsyningslinjer. Ny taktik Amerikanske marineinfanterister stormede i morges byen Shatra 35 kilometer nord for Nasiriyah. Angrebet er ifølge BBC og Reuters et led i en ny taktik. Koalitionen vil ikke længere nøjes med muligheden for at kunne passere Nasiriyah, men i stedet decideret overtage kontrollen med byen. Målet er at sikre forsyningslinjerne omkring Nasiriyah, der hidtil har været ustabile på grund af irakiske bagholdsangreb. Hidtil har koalitionen forsøgt at undgå indtagelse af frygt for bykrig, hvor kampene vil foregå fra hus til hus. Hus-til-hus undersøgelser i Shatra I Shatras sydlige udkant gennemførte de amerikanske marineinfanterister hus-til-hus undersøgelser. Også i Nasiriyahs sydlige udkant, hvor forstærkninger nu ifølge militærkilder har tilsluttet sig marineinfanteristerne, blev der gennemført undersøgelser. I en forladt militærlejr fandt amerikanerne våben, gasmasker og forsyninger af atropin, som er en modgift mod nervegas. Der blev også fundet raketstyr, mortérbomber og Kalasjnikov-geværer inde i lejrens bygninger. Målet var Saddams fætter De irakiske bagholdsangreb på forsyningslinjerne omkring Nasiriyah menes dirigeret fra Shatra af irakiske topfolk. Iblandt dem angiveligt Ali Hassan al-Majeed - også kendt som 'Kemiske Ali' - Saddam Husseins fætter, der fik sit tilnavn i forbindelse med giftgasangrebe på kurderne i 1988, og nu menes at stå i spidsen for krigens sydlige front. Kampe 70 kilometer fra Bagdad Samtidig med kampene omkring Nasiriyah, kæmpede amerikanske kampenheder og medlemmer af Den Republikanske Garde fra Eufrats vestbred om en bro over floden ved Hindiya mellem Karbala og Hilla omkring 80 kilometer syd for Bagdad. Ifølge en amerikansk oberst blev en amerikansk soldat lettere såret, mens irakerne ifølge ham led mange tab. Oplysningerne om slaget er ikke uafhængigt bekræftet, oplyser Reuters. På den anden side af Eufrat - ved Hilla godt 70 kilometer syd for og på samme flodbred som Bagdad - mistede mange irakere og mindst en amerikansk soldat livet i voldsomme kampe, oplyser de amerikanske styrker til Reuters. Ifølge en Reuters-korrespondent synes slaget ved Hilla at være det hidtil nordligste fremstød koalitionstropperne har foretaget sydfra. Størsteparten af de amerikanske tropper befinder sig stadig på den anden og vestlige side af floden, de fleste mellem Najaf og Karbala, hvor der også meldes om kampe i dag. Landsby indtaget Længere sydpå rykkede britiske marineinfanterister i morges ind i landsbyen Abu al-Qassib nær Basra. Stedet beskrives ifølge BBC som det mulige arnested for de modangreb, som irakiske tanks har stået for ved Basra de seneste dage. Lejr undersøges for gift I det nordlige Irak er der meldinger om voldsomme eksplosioner omkring byen Mosul. Den amerikanske forsvarschef, general Richard Myers siger, at koalitionsstyrkerne er ved gennemsøge en lejr i det nordlige Irak for beviser på, at den militante Ansar al-Islam gruppe har produceret gifte her, deriblandt den dødelige gift ricin, der i år er fundet i både London og Paris. Præsidentpalads ramt Bombardementerne over Bagdad dag og nat fortsætter. Tidligt i morges rystede en voldsom eksplosion et område nær Informationsministeriet i den centrale del af byen. Søndag blev bygningen ramt af mindst et missil. Om den også blev ramt i dag er uklart. Et af morgenens angreb ramte ifølge Reuters også et af Saddam Husseins præsidentpaladser, der har været brugt af hans søn Qusay.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her