Der er voldsomme kampe i Bagdad, amerikanerne er gået ind med store styrker, men Pentagon afviser, at der er tale om det endelige "slag om Bagdad". Amerikanske styrker siger, at de har kontrollen med tre af Saddam Husseins præsidentpaladser i Bagdad. To amerikanske soldater er meldt dræbt, adskillige sårede og savnede, siger militære kilder til Reuters. Ifølge AFP-journalister udbrød der heftige kampe mellem de irakiske og amerikanske styrker ved hovedpaladset. Et ammunitionsdepot brød i brand, og på samme tid satte de irakiske forsvarere ild til grøfter med olie for at hindre angribernes udsyn. En Reuters-journalist rapporterer om kampe i en boligområde midt i byen. »Ambulancer farer gennem gaderne for at fjerne ofrene. Bortset fra militære køretøjer er de de eneste køretøjer på gaderne«, fortalte den pågældende journalist. Ifølge amerikansk militær er der involveret omkring 65 kampvogne og yderligere 40 køretøjer i kampene. Irakisk informationsminister: Bagdad er sikker Dét benægtes af den irakiske informationsminister Mohammed Saeed Shahaf, som på en direkte transmitteret pressekonference sagde, at invasionsstyrkerne derimod bliver "slagtet", og at irakiske civile er begyndt at gribe til våben for at forsvare deres by. »De vantro begår selvmord i hundredevis ved Bagdads porte. Vær forsikret. Bagdad er sikker, beskyttet, og irakerne er helte«, siger han. »Tro ikke på disse løgnere«, siger den irakiske informationsminister med en henvisning til, at USA hævder at have erobret tre præsidentpaladser i Bagdad. Irakerne forsvarer informationsministeriet De amerikanske styrker befinder sig tæt på Iraks informationsministerium og Rashid Hotel, men har endnu ikke indtaget dem, siger kaptajn Peter Bayer fra 3. infanteridivision. Enheder fra Iraks Republikanergarde med raketstyr forsvarer stadig informationsministeriet, oplyser et øjenvidne ifølge Reuters. »Forleden trængte vi kun kortvarigt ind i Bagdad. Denne gang er det alvor«, siger en amerikansk major. Irakerne har sprængt to broer Ifølge en amerikansk general har irakiske styrker sprængt to broer over floden Diyala i luften med henblik på at forsinke den amerikanske fremrykning. 'Saddam har mistet grebet' Den britiske militære talsmand Al Lockwood siger fra hovedkvarteret i Qatar, at Saddam Hussein har mistet kontrollen over sine styrker. »Vi ved, at Saddams kommando og kontrol er knust. Vi ved, at han ikke kan kontrollere sine styrker. Han kan ikke længere føre krig på traditionel vis«, siger kaptajn Lockwood. Pentagon: Ikke 'slaget om Bagdad' »Morgenens amerikanske angreb ind i centrum af Bagdad betyder ikke, at slaget om Bagdad er begyndt«, siger en talsmand for det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon. »Dette repræsenterer ikke slaget om Bagdad. Der er tale om en magtfuld meddelelse om, at vi kan gøre, hvad vi ønsker, når vi ønsker«, siger talsmanden, major Ben Owens. Angrebet på Bagdad kommer, efter at amerikanske styrker har overtaget kontrollen med millionbyens internationale lufthavn og de fleste hovedveje til og fra Bagdad. Panikslagne irakere på flugt Antallet af sårede civile i Bagdad stiger eksplosivt, siger talsmanden for Røde Kors i Bagdad, Roland Huguenin-Benjamin: »Under de voldsomme bombardementer søndag modtog hospitalerne i byen op til 100 sårede i timen«. Tusindvis af skræmte borgere er set tage flugten fra byen i overfyldte biler. Der er intet overblik over, hvor mange dræbte og sårede der er i Bagdad. Britisk kontrol over Basra Søndag lykkedes det britiske styrker at sikre kontrol over dele af byen Basra i det sydlige Irak. Tre soldater blev dog dræbt under fremrykningen, oplyser det britiske forsvarsministerium. Under operationen rykkede de britiske styrker helt ind i centrum af Basra, hvor det lokale Baath-partis hovedkvarter blev omringet. Mandag morgen melder briterne dog om nogen modstand i den gamle bydel.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























