»Bagdad er faldet, Irak er faldet. Friheden længe leve!«, siger talsmanden Nabeel Musawi fra den irakiske oppositionsgruppe Iraqi National Congress (INC). Han lavede ikke andet i går end at tale gennem røret i sin skrattende satellittelefon fra det nordlige Irak i byen Sulimaniya, hvor han befinder sig sammen med de amerikanske specialstyrker. Som talsmand for den omdiskuterede leder af INC, Ahmed Chalabi, skal han nemlig sørge for, at budskabet fra INC kommer ud til hele verdenspressen. Ingen tvivl om fremtidig rolle Han taler med en ekstatisk stemmeføring om det, han kalder det irakiske folks sejr, og er ikke i tvivl om INC's fremtidige rolle i det befriede Irak. »Vi vil skabe det demokrati, som folket har hungret efter i årevis«, siger han, mens han begynder at tale arabisk med en af sine kolleger i baggrunden. INC blev oprettet i 1992 kort efter den første Golfkrig og har siden fået massiv støtte fra skiftende amerikanske regeringer. Først strømmede pengene ind fra USA's efterretningstjeneste, CIA, og senere fra det amerikanske udenrigsministerium, som over årene har givet organisationen millioner af dollar. Gennembrud forestår I dag står INC foran det gennembrud, som de siger, at de har kæmpet for i årevis. »Folk jubler på gaderne i Bagdad, og her udenfor dytter folk i bilhornene og råber velkommen til de amerikanske befriere«, siger Nabeel, som for få dage siden kunne se sin leder, Ahmed Chalabi, blive fløjet ind i byen Nasiriyah i det sydlige Irak sammen med 700 specialtrænede irakiske frihedskæmpere. Her holdt han i går sin første tale til det irakiske folk. »Det gik godt. Der var en euforisk stemning«, siger talsmanden. I den amerikanske regering har der været et sandt rivegilde om, hvem der skal sættes ind som den næste leder i et befriet Irak. INC og Chalabi er det amerikanske forsvarsministeriums, Pentagons, kandidat, mens CIA mener, at den 58-årige eksiliraker ikke har opbakning i den irakiske befolkning og blandt militære topfolk. Hjalp CIA i kupforsøg Chalabi har ikke boet i landet siden 1958, er amerikansk uddannet, og er dømt in absentia for millionunderslæb i en bankskandale i Jordan. Alligevel støtter mange amerikanske politikere Chalabi. I 1996 hjalp han CIA i et mislykket kup mod Saddam, men siden har CIA mere eller mindre afskrevet ham som ubrugelig civilist, et udtryk, som også blev brugt i en CIA-rapport, som netop er sendt til den amerikanske regering. »Indtil for få dage siden mente CIA, at et kup kunne vælte Saddam, og at de kunne installere en ny leder. Vi ønsker et demokratisk Irak«, siger Nabeel Musawi. Lige nu strømmer de irakiske oppositionspolitikere ind i Irak for at få deres bid af kagen. Også lederen af den irakiske oppositionsgruppe Iraqi National Movement, Hatem Mukhlis, som flere iagttagere har spået en stor fremtid i et nyt Irak. Mødte med Bush For få måneder havde han som en af de eneste irakiske eksilpolitikere et personligt møde med den amerikanske præsident, George W. Bush, i Det Hvide Hus' ovale værelse. I dag står han kun få kilometer fra Bagdad, da Politiken fanger ham på en mobiltelefon. »Folk er bange og er usikre på, om Saddam overhovedet er død. Vi har et kæmpe opbygningsarbejde foran os«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























