Mens USA, Storbritannien, Frankrig, Rusland og Tyskland skændes om, hvem der skal styre genopbygningen af Irak, begynder den irakiske opposition nu selv at blande sig. Ikke overraskende mener irakerne, at det hverken skal være en USA eller FN-ledet opgave. Tværtimod skal styringen af det krigshærgede land i løbet af få uger overlades til en midlertidig irakisk regering. Det siger Burhan Jaf, der er leder af det kurdiske selvstyreområdes EU-kontor og EU-koordinator for den irakiske opposition. Midlertidig irakisk regering »Vi accepterer ikke en militær ledelse af Irak. Det er alle i den irakiske opposition enige om. Vi skal have en overgangsperiode på 18-24 måneder, hvor der skal laves en ny forfatning for Irak og afholdes valg. Indtil da skal Irak ledes af en midlertidig irakisk regering«, siger Burhan Jaf. Og den regering skal overtage magten allerede i løbet af få uger, understreger han. Der er allerede et tæt samarbejde mellem store dele af den irakiske opposition, og en midlertidig regering skal omfatte alle de vigtigste etniske grupper i landet. 'Folk vil ikke acceptere USA' USA har flere gange gjort et klart, at da det er dem, der har sat menneskeliv på spil i Irakkrigen, så er det også dem, der skal have et afgørende ord i tiden efter krigen. Men det afviser Burhan Jaf. »Det vil være en alvorlig fejl, hvis USA ikke som lovet overgiver magten til det irakiske folk. Det vil give bagslag for dem. Folket vil ikke acceptere det, og så vil USA have et problem«, siger Burhan Jaf. FN kan ikke regere Men han støtter heller ikke den løsning, som blandt andre Frankrig, Tyskland og Rusland har peget på; at FN skal stå i spidsen. »FN vil spille en rolle især på det humanitære område, men den vil ikke være central. De kan ikke lede et land. Ingen vil acceptere den løsning«, siger Burhan Jaf. 'Jo hurtigere jo bedre' Både FN, USA og EU er dog velkomne til at hjælpe til med genopbygningen, og de amerikanske styrker skal ikke forvente at blive vist på porten, samme dag den sidste mortergranat er faldet. »Jo hurtigere, de forlader landet, jo bedre, men der er behov for styrker et stykke tid af sikkerhedsgrunde. Blandt andet på grund af vores nabolande, herunder Tyrkiet«, siger Burhan Jaf.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























