Kaotisk kamp om Iraks fremtid

Lyt til artiklen

USA har inviteret fremtrædende irakere til møde om landets politiske fremtid, men den amerikanske strategi støder på problemer. Det bliver præsident George Bushs særlige Irakudsending, Zalmay Khalilzad, der sidder for bordenden, når USA i næste uge inviterer 40 fremtrædende irakere og seks eksilgrupper til møde om Iraks politiske fremtid. Det første skridt Mødet i Nasiriyah er tænkt som første skridt mod etableringen af et irakisk overgangsstyre, der skal fungere side om side med det amerikanskledede genopbygningskontor under general Jay Garner. Men optakten ser ikke lovende ud, mener en amerikansk Irakekspert. »Det er alt for tidligt at tale politik, så længe situationen i landet er så kaotisk. Jeg fatter ikke, at koalitionen kan have håndteret det så dårligt. Det virker som om, de stort set ikke har planlagt, hvordan de skulle håndtere lov og orden. Det sætter alt i stå, skaber ondt blod og smadrer de folk, som man ellers ville arbejde sammen med«, siger professor Robert Springborg fra Londons School of African and Oriental Studies. Ifølge professor Springborg er kampen om, hvem der skal lede og i øvrigt være med i det irakiske overgangsstyre fuldstændig åben. Men begivenheder de seneste dage har understreget, hvor totalt kaotisk det hele er. Shiamuslimsk leder dræbt I torsdags blev den førende shiamuslimske præst Abdul Majid al-Khoei dræbt i byen Najaf bare to uger efter, at han var vendt hjem efter 12 års eksil i Storbritannien. Den moderate al-Khoei, der har holdt flere møder med premierminister Tony Blair, blev dræbt af en gruppe knivbevæbnede mænd i forbindelse med et besøg i Najafs centrale moské. Tilbageslag Der er stor usikkerhed om omstændighederne, men drabet er et tilbageslag for USA's strategi for at bygge bro til irakerne. Al-Khoei var håndplukket af amerikanerne til at forsøge at skabe ro blandt Iraks shiamuslimer. »Det er ikke til at vide, om det var folk fra Saddams Baathparti eller et internt shiaopgør eller måske en advarsel til amerikanerne for at få dem til at stoppe med sådan at sende eksilirakere ind med faldskærm. Men det vil helt sikkert bekymre andre irakere i eksil«, siger professor Springborg. Samtidig er der forvirrende signaler fra lederen af Den Irakiske Nationalkongres, Ahmed Chalabi, som også lige er vendt tilbage til Irak. Han menes at være det amerikanske forsvarsministeriums foretrukne mand til at lede Irak efter Saddam, men andre nøglepersoner i den amerikanske regering er ligesom den britiske regering utrygge ved ham. »Han har ikke rigtig nogen opbakning i Irak, men han har masser i Pentagon. Og i det her tilfælde er det det, der er vigtigst. Den britiske regering har ikke meget indflydelse, og det har det amerikanske udenrigsministerium heller ikke. Der er ikke så meget, der kan forhindre generalerne Pentagon i at indsætte Chalabi, hvis det er det, de vil«, siger Springborg. Men Springborg ved ikke, hvordan han skal tolke Chalabis udtalelser fra forleden, hvori han meget kraftigt understregede, at USA ikke skal spille nogen rolle i det irakiske overgangsstyre. »Det kan jo godt være, at Chalabi er klar over, at han ikke få irakernes støtte, hvis han læner sig for meget op ad USA. Så måske har han brug for at lægge lidt afstand til amerikanerne, og det kan han jo godt have aftalt med Pentagon. Men det kan også være, han er vred over, at der er begyndt at komme lidt køligere meldinger fra Washington«. Eksiliraker bliver leder Om det bliver Chalabi, der kommer til at lede overgangsstyret, tør professor Springbook ikke spå om. Men han er temmelig sikker på, at det må blive en person, der har været i eksil. »Det er svært at forestille sig nogen, der har boet i Irak, som har den nødvendige status, og som ikke har arbejdet sammen med Saddams regime. Men det er en meget åben kamp, som vil blive vundet af den, der er bedst til at stikke fingeren i jorden«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her