Fogh søger EU-soldater til Irak

»Man kan sige, at vi forsøger at samle en brigade, og en del tyder på, at en række lande er parate til at yde bidrag. Det vil vi nu bygge videre på«, siger Anders Fogh Rasmussen. - Foto: Finn Frandsen
»Man kan sige, at vi forsøger at samle en brigade, og en del tyder på, at en række lande er parate til at yde bidrag. Det vil vi nu bygge videre på«, siger Anders Fogh Rasmussen. - Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Under topmødet i Athen gik statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller onsdag på jagt efter EU-lande, som vil bidrage til en dansk ledet stabiliseringsstyrke i Irak. Mens FN's generalsekretær, Kofi Annan, i går forsøgte at skaffe opbakning fra EU-landene til FN's kommende rolle i Irak, var statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) på jagt efter medlemsstater, som vil bidrage til en dansk ledet stabiliseringsstyrke, som i hvert fald i første omgang ikke kommer under FN-myndighed. Betydning for Socialdemokratiet Under det uformelle EU-topmøde i forbindelse med underskrivelsen af optagelsestraktaten for 10 nye medlemsstater henvendte Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller (K) sig til en række nye og gamle EU-lande for at høre, om de kunne tænke sig at sende tropper til den styrke i Irak, USA har bedt Danmark om at lede. Bred international deltagelse i styrken vil spille en stor rolle for, om Socialdemokratiet og de radikale vil støtte den danske rolle. I mellemtiden holdt Kofi Annan separate møder med flere af EU-landenes stats- og regeringschefer - deriblandt Tysklands Gerhardt Schröder, Storbritanniens Tony Blair, Sveriges Göran Persson og Spaniens José Maria Aznar - for at diskutere FN's rolle i genopbygningen af Irak. Statsministeren sagde onsdag, at både gamle og nye EU-lande havde udtrykt interesse for at deltage i stabiliseringsstyrken. »Man kan sige, at vi forsøger at samle en brigade, og en del tyder på, at en række lande er parate til at yde bidrag. Det vil vi nu bygge videre på«, sagde Anders Fogh Rasmussen. Ikke tid til at vente Han påpegede, at Danmark stadig ønsker, at FN kommer til at spille en vigtig rolle i genopbygningen i Irak, men at der ikke er tid til at vente på et mandat, som først skal forhandles på plads og vedtages i FN's Sikkerhedsråd. »Vi kan ikke lade situationen ligge stille så længe. Der er behov for at komme ind og stabilisere situationen nu, og så kan vi parallelt arbejde for at skabe en platform for FN i det langsigtede genopbygningsarbejde«, sagde statsministeren. Skal stabiliseringsstyrken så på et senere tidspunkt overgå til FN-regi? »Det må vi tage stilling til til den tid«. Statsministeren afviste at komme ind på, hvilke lande der har udtrykt vilje til at bidrage til styrken. Han ville heller ikke sige, om nogle af de lande, som var imod krigen, har vist interesse for at deltage. Flere kontakter Udenrigsminister Per Stig Møller oplyste, at han var i kontakt med Estland, Spanien og Italien. Der har desuden været kontakter til Letland, Polen og Holland. Både Italien og Portugal har tidligere sagt, at de gerne vil bidrage til en stabiliseringsstyrke i Irak - dog uden at tage stilling til, om det skal ske under FN's eller USA's myndighed. Derudover har tyskerne tilkendegivet, at de er villige til at erstatte danske styrker i for eksempel Bosnien, hvis de trækkes ud og sendes til Irak i stedet. Kofi Annan fik i løbet af dagen også en række støtteerklæringer fra de europæiske ledere, der alle var enige om, at FN skal spille en »vital« rolle i genopbygningen af Irak. Splittelse Under overfladen lurer dog stadig noget af splittelsen fra før krigen, for EU-landene er ikke enige om, hvor stor og vital den rolle skal være. Den beslutning afhænger i høj grad også af amerikanerne og dermed den britiske premierminister, Tony Blairs, evne til at overtale USA til at overlade hele eller dele af administrationen af Irak til FN. Efter sit møde med Tony Blair udtrykte Kofi Annan en vis optimisme. »Der foregår i øjeblikket mange diskussioner mellem verdens hovedstæder og blandt medlemmerne i Sikkerhedsrådet, og jeg er sikker på, at i takt med at vi bevæger os fremad de næste uger, vil vejen blive mere og mere tydelig. Både premierminister Tony Blair og jeg er overbeviste om, at vi vil være i stand til at arbejde sammen med de andre ledere og rådsmedlemmer om at finde en vej fremad«, sagde Kofi Annan.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her