USA har ingen planer om at etablere permanente militærbaser i Irak. Det fastslår USA's forsvarsminister, Donald Rumsfeld. Rumsfelds udmelding kommer efter en artikel i det amerikanske dagblad New York Times, der beskriver hvordan USA vil oprette baser i Irak for at kunne øge sin indflydelse i Mellemøsten. »Har end ikke overvejet det« Men Donald Rumsfeld slår fast, at der ikke har været »nogen som helst diskussion« om det emne i den amerikanske regering. »Vi har end ikke overvejet det«, siger han. Ifølge avisartiklen siger højtstående embedsmænd i præsident George W. Bushs regering, at USA med baser i Irak kunne få militær adgang til en række lande i regionen. Men Rumsfeld indvender, at efter afsættelsen af den irakiske præsident, Saddam Hussein, vil der være mindre behov for amerikansk tilstedeværelse i regionen i fremtiden.
Rumsfeld nægter at USA vil oprette baser i Irak
Lyt til artiklen