Store huller i viden

Lyt til artiklen

Det kniber med indbyggernes paratviden i EU-kandidatlandene, viser en test, som Europakommissionen har fået gennemført. Men indbyggerne i unionens medlemsstater har heller ikke grund til at prale, selv om de generelt set ved en smule mere. Som det fremgår af den såkaldte Eurobarometerundersøgelse, findes der en masse mennesker i EU, som tror, at Solen drejer rundt om Jorden. Eller at antibiotika ikke kun dræber bakterier, men også virus. Det var nogle af de i alt 13 spørgsmål, som folk i kandidatlandene skulle tage stilling til i undersøgelsen, som blev foretaget i november i fjor og blev offentliggjort for nylig. I EU blev testen gennemført på et tidligere tidspunkt. Andre spørgsmål var f.eks.: Er det rigtigt, at den ilt, vi indånder, kommer fra planterne? ...at de kontinenter, vi lever på, har bevæget sig i millioner af år og også vil gøre det i fremtiden? ...at de første mennesker levede på samme tid som dinosaurerne? ...at mennesker, som lever i dag, har udviklet sig fra dyrearter, som har levet før i tiden? ...at radioaktiv mælk sagtens kan drikkes, bare den bliver kogt? ...at Jordens kerne er glødende? Der var ikke et eneste spørgsmål, som alle adspurgte kendte det korrekte svar på - hverken i EU-landene eller i kandidatlandene. Men det om Jordens varme kerne vidste 88 procent af EU-borgerne, og 79 procent i de andre lande. Det var det bedste resultat. Også om antibiotikaens evner hersker der stor mangel på viden. Kun 23 procent af borgerne i kandidatlandene er klar over, at virus ikke bukker under for antibiotika. I EU ved 40 procent det. Foruden de ti lande, som bliver medlemmer af unionen næste år, omfattede undersøgelsen Tyrkiet, Bulgarien og Rumænien, som skal vente nogle år endnu. Slovenien og Tjekkiet klarede sig bedst, hvad konkret viden angår. Her kunne deltagerne i testen svare rigtigt på 8,1 ud af de 13 spørgsmål. I EU under et var niveauet 7,8 og i kandidatlandene 7,1 rigtige svar. Dårligst klarede Tyrkiet sig med 5,2 korrekte svar ud af 13, og på næstsidste plads kom Rumænien. Lidt bedre så det ud i Malta og Cypern. I Tyrkiet tror f.eks. fire ud af ti på, at radioaktiv mælk kan drikkes, hvis den bliver kogt. Lige så mange tvivler på, at mennesket stammer fra dyr. I Cypern vil otte ud af ti tage penicillin mod en virusinfektion, og 36 procent er sikre på - i øvrigt ligesom i Polen - at Solen drejer rundt om Jorden. I undersøgelsen blev folk også spurgt om deres interesser, og om deres holdning til videnskab. Både i EU og i kandidatstaterne er det kultur og sport, som størsteparten af indbyggerne primært interesserer sig for, politik, økonomi og videnskab/teknik optager det moderne menneske mindre. På videnskabsområdet tiltrækker lægevidenskaben sig den største interesse. Også spændende svar i kandidatlandene Der kom også spændende svar i kandidatlandene på spørgsmålet om, hvilke discipliner, der kan kaldes for videnskab. Lægekunsten vandt igen, men også astrologien klarede sig fint og blev af 57 procent anset for at være en videnskab. Historie, økonomi og sociologi fik en svagere opbakning end stjernetydning.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her