Tusindvis på flugt i Congo

Flygtninge i en FN-flygtningelejr i Bunia. Foto: AP
Flygtninge i en FN-flygtningelejr i Bunia. Foto: AP
Lyt til artiklen

Voldsomme kampe mellem tungtbevæbnede militser koster hundredvis af døde. FN-styrke uden mandat til at gribe ind isoleret i lejr, hvor hævnaktion afløser hævnaktion og situationen efterhånden synes helt ude af kontrol. Der flød med lig i gaderne i går i byen Bunia i det østlige Congo efter endnu en nat med voldsomme kampe mellem tungtbevæbnede militser, der begår vilkårlige drab og gennemfører den ene hævnaktion efter den anden. Titusinder, måske hundredtusinder af opskræmte mennesker, er på flugt. Mange af dem skjuler sig i junglen eller er taget over grænsen til det nærliggende Uganda. Til gengæld var det relativt roligt i løbet af dagen, selv om iagttagere frygtede nye kamphandlinger hvert øjeblik. Mangelfuld FN-styrke En FN-styrke, der befinder sig i Bunia, har hverken mandat eller styrke til at standse kampene, som fortsatte natten igennem, hvor militser med tilknytning til folkegruppen lendu forsøgte at genindtage byer, rivaliserende hemamilitser tidligere har erobret. »Vi har iværksat et modangreb«, sagde Floribert Ndjabu Ngabu fra Den Nationale Lendu Samarbejdsfront til britisk BBC. FN-styrken, der fortrinsvis består af soldater fra Uruguay, er omringet af militssoldater og har mere end nok med at beskytte sig selv og de ca. 5.000-10.000 lokale indbyggere, der har søgt i sikkerhed i FN-lejren. Usikker situation Den britiske hjælpeorganisation Oxfam har fløjet over Bunia og set køer af folk på vej ad hovedvejen mod syd. Oxfam anslår antallet på flugt til mellem 30.000 og 60.000. »Situationen er meget usikker«, sagde en FN-talsmand i Bunia i går til Reuters i telefonen. Han tilføjer, at antallet af dræbte efter mere end en uges kampe formentlig er flere hundrede. »Der fandt et større bombardement sted i aftes og i nat. Vi fandt mange lig i går, og vi regner med, at mange endnu ikke er blevet fundet«. »De skyder fra alle sider med alle slags våben. Der falder granater over byen. Der skydes med maskinpistoler. Det hele virker uoverskueligt og ukontrolleret«. FN beder om hjælp FN, der er under pres for at gribe effektivt ind, har opfordret en »koalition af frivillige« til at indsætte tropper op til indsættelsen af en overgangsregering i hovedstaden Kinshasa senere på måneden som et led i en aftale, der sigter mod at afslutte den mere omfattende krig i landet, der har varet knapt fem år. I Kinshasa sagde informationsminister Kikaya Bin Karubi, at præsident Jospeh Kabila er i Tanzanias hovedstad Dar es Salaam for at drøfte situationen og prøve at finde en løsning med en række afrikanske stats- og hærledere. Lokale ledere for de to kæmpende grupper, hema og lendu, har forladt Bunia for at deltage i forhandlingerne i Tanzania, hvor også kommandanten for Ugandas tidligere hærenhed i Ituri, brigader Kale Kaihura, deltager. »Vi er parate til at give så mange oplysninger som muligt til Congo om vor vurdering af situationen. Vi mener, at vi kan hjælpe. Den eneste løsning er omgående indsættelse af en effektiv militærstyrke, ikke FN-styrken MONUC. Det vil være upassende«, sagde Kale Kaihura i går til Reuters. Afbud fra hemagruppe Det er usikkert, hvorvidt de vigtigste grupper i Ituri deltager i møderne i Tanzania. Blandt andet har den største hemagruppe, UPC, der nu menes at kontrollere en stor del af Bunia, indtil videre meldt afbud. De nye kampe i Bunia brød ud, efter at Ugandas hær trak sig ud for en uge siden. Soldaterne fra Uganda har ellers haft nogenlunde kontrol med situationen i Ituriprovinsens hovedstad. Men efter at de var taget hjem til Uganda, udnyttede såvel lenduer som hemaer det opståede magtvakuum til at iværksætte hævnaktioner for modpartens tidligere angreb. Politi flygtet Centralregeringen i Kinshasa sendte hurtigt 600 politisoldater, men ifølge øjenvidner i Bunia er der mindre end 100 tilbage. Resten er flygtet. Samtidig rapporteres der om sygdomsudbrud i det isolerede område, hvor hjælpeorganisationer har svært ved at nå frem med såvel mad som rent vand. Øjenvidner melder om udbrud af kolera, men det er indtil videre ikke blevet bekræftet. »Der er absolut ikke noget rent vand i byen«, fortalte en FN-medarbejder, Nacee Oku Bright, BBC's Network Africa-program i går. FN forsøger at hjælpe FN-styrken har oprettet en klinik, der skal hjælpe sårede og syge. »Vi forsøger at hjælpe. Vi forsøger at få mere hjælpemandskab hertil«, sagde Nacee Oku Bright. FN's børnefond Unicef har sendt to fly med nødhjælp til Ituri, men selv om FN-styrkerne formentlig stadig har kontrol med lufthavnen i Bunia, er det usikkert, om flyene kan lande. MONUC har distribueret medicin og vandrensningstabletter.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her