Christine Todd Whitman, den amerikanske regerings ansvarlige for miljøspørgsmål, er trådt tilbage, og hun udtrykker skuffelse over Bush-regeringen. Whitman traf sin beslutning om at gå som 'miljøminister' i forgårs. Hun henviste til private årsager, men har siden i et tv-interview langet ud efter sin egen regering - navnlig at den valgte at droppe den såkaldte Kyoto-aftale om den globale opvarmning og ikke har taget skridt til at bremse udledningen af kuldioxid. Det skete, uden at regeringen begrundede de upopulære skridt, mener hun. Til tv-stationen NBC siger hun, at det har skadet præsident George W. Bushs image både hjemme og ude i verden. »Jeg tror de to ting i fællesskab har skadet ham urimeligt. Jeg mener, at de begge repræsenterer en god sag«, siger hun. Christine Todd Whitman er tidligere republikansk guvernør i New Jersey og blev regnet for en moderat politiker i regeringen, der i forvejen er karakteriseret som stærk konservativ. Hun ledede det såkaldte Agentur for Miljøbeskyttelse, der kan sidestilles med et miljøministerium.
USA's miljøminister trådt tilbage - skuffet over Bush
Lyt til artiklen