Det historiske topmøde i Mellemøsten er sluttet med gensidige løfter fra premierministrene Sharon og Abbas om at støtte den internationale køreplan for fred. Både den israelske premierminister Ariel Sharon og hans palæstinensiske kollega Mahmoud Abbas har givet støtte til planens mål om oprettelsen af en palæstinensisk stat, der skal leve i fred med naboerne i Israel. Optimistisk Bush Den amerikanske præsident George W. Bush har siddet for bordenden under de to lederes møde i Jordan, og Bush siger, at der har været fremskridt under dagens møde. Bush har bekendtgjort, at en amerikansk delegation under ledelse af en erfaren udsending vil stå til rådighed for begge parter under den konkrete iværksættelse af køreplanen. En ny start Ifølge iagttagere fra britiske BBC har Sharon og Abbas forpligtet sig til at starte på en frisk, samtidig med at de har været præcise med ikke at love for meget. Mahmoud Abbas har lovet 'at slå hårdt ned' mod palæstinensere, der angriber eller har planer om at angribe Israel, ligesom han har sagt, at den palæstinensiske intifada må slutte nu. »Vi overser ikke det jødiske folks lidelser gennem historien. Det er på at tide at afslutte lidelserne«, sagde Abbas efter mødet. Sharon skuffer palæstinenserne Den israelske premierminister Sharon skuffede dog i sin udtalelse efter mødet den palæstinensiske delegation. Sharon sagde, at han forstår betydningen af en levedygtig palæstinensisk stat, men han siger ingenting om, at Israel vil hjælpe til for, at det sker. Israel vil fjerne 'ulovlige forposter' Ifølge Sharon er det i Israels interesse, at palæstinenserne kan lede sig selv i deres egen stat. Sharon siger også, at Israel vil nedlægge et ikke nærmere angivet antal 'ulovlige forposter', som jødiske bosættere uden tilladelse har oprettet på Vestbredden de seneste to år. Sharon har også talt om et nyt fredshåb, men lægger vægt på fredsplanens ord om, at det er palæstinenserne, der har den første opgave at løse, nemlig at selvmordsangrebene mod Israel bliver bragt til ophør. Uro på yderfløjene Yderligtgående palæstinensiske grupper har øjeblikkeligt truet med at fortsætte den væbnede kamp mod den israelske besættelsesmagt, efter Abbas har lovet at 'afvæbne intifadaen'. På den anden side har jødiske bosættere garanteret, at de modsætter sig, hvis Israel begynder at rive deres bosættelser på Vestbredden ned.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























