FN ønsker tidsplan for Irak

Lyt til artiklen

Efter at være sendt ud på et sidespor under Irakkrigen forsøger FN's generalsekretær, Kofi Annan, igen at gøre verdensorganisationen relevant og involvere den i Iraks genopbygning. Annan har opfordret USA og Storbritannien til hurtigt at afslutte besættelsen af Irak og overgive suveræniteten over landet til irakerne. Annan advarede om, at »demokrati ikke kan gennemtvinges udefra«, men samtidig har han givet sin tilslutning til det regeringsråd, som USA har etableret i Bagdad. FN's Sikkerhedsråd lyttede også til tre repræsentanter for regeringsrådet, men vil ikke anerkende dem som repræsentanter for en legitim regering. En ny FN-resolution, som kan bane vejen for, at andre lande kan hjælpe med at bringe Irak under kontrol, er heller ikke længere utænkeligt. Udenrigsminister Colin Powell siger i et interview med Washington Post, at USA er positiv over for en ny resolution, og Frankrig, Rusland og Indien vil i givet fald overveje at sende soldater. Pres på Bush De daglige amerikanske tab har lagt et stort pres på præsident George W. Bush for at finde frem til en løsning, så andre kan tage del i genopbygningen og sikkerheden i Irak. Foreløbig vil den amerikanske administrator Paul Bremer forsøge at inddrage irakerne selv i forsøget på at skab ro og orden. Amerikanerne vil ifølge Wall Street Journal uddanne en politistyrke på 65.000 irakiske betjente. 7.000 skal i løbet af den næste halvanden måned rekrutteres til militser, som skal arbejde sammen med de amerikanske soldater. Militsstyrken kan senere øges med yderligere 7.000 mand. Ny irakisk hær I løbet af de næste tre år håber USA også at have stablet en ny irakisk hær på benene bestående af 40.000 soldater. 7.400 irakere er allerede hyret til vagtværn, der skal beskytte infrastrukturen. Grænsepatruljer er også på tegnebrættet. Og der er hårdt brug for afløsning af og supplement til de amerikanske soldater. Selv en af krigens arkitekter, viceforsvarsminister Paul Wolfowitz, erkender nu, at man undervurderede modstanden efter Saddam Husseins fald. Man havde heller ikke forudset, at det irakiske politi skulle bygges op helt fra grunden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her