Kirke i oprør

Lyt til artiklen

Ledende medlemmer af den anglikanske kirke fra hele verden varslede i går, at de meget snart vil holde møde for at diskutere deres fremtid, efter at en åbent homoseksuel mand er blevet godkendt som biskop i USA. Samtidig advarede den anglikanske kirkes formelle overhoved, ærkebiskoppen af Canterbury Rowan Williams, om, at der er »svære dage i vente«. »Beslutningen om at godkende udnævnelsen af Gene Robinson vil uundgåeligt få betydelig indflydelse på det anglikanske samfund i hele verden, og det er endnu for tidligt at sige, hvad resultatet vil blive«, skrev Rowan Williams i sin første kommentar til, at et flertal på 62 af 107 amerikanske biskopper stemte for den kontroversielle bispeudnævnelse. Advarsel På forhånd havde en stor gruppe fremtrædende kirkeledere fra hele verden, heriblandt ærkebiskop Peter Akinola fra Nigeria, kirkens største afdeling, advaret om, at de ville betragte udnævnelsen af en homoseksuel biskop som et brud med det anglikanske samfund. Udtalelsen er blevet tolket som, at gruppen enten selv vil forlade kirken eller vil kræve den amerikanske menighed ekskluderet, når de konservative samles til et bebudet krisemøde i løbet af de næste måneder. Det er kun en måned siden, Rowan Williams hjemme i England selv afværgede en truende splittelse i den anglikanske kirke, der tæller omkring 77 millioner medlemmer verden over. Præster og biskopper i England og flere lande i både Asien, Afrika og Latinamerika advarede om alvorlige konsekvenser, da det kom frem, at den nyudnævnte hjælpebiskop i Reading, Jeffrey John, var homoseksuel. Selv om Jeffrey John forsikrede, at han og hans partner ikke havde været seksuelt aktive i flere år, blev presset på ham efter nogle uger så stort, at han valgte at trække sig inden indsættelsen, der skulle have fundet sted til efteråret. De britiske medier mener at vide, at det var den ellers liberale ærkebiskop Williams selv, der tvang Jeffrey John til at ombestemme sig for at undgå en sprængning af menigheden. Opgør Dengang forudsagde Jeffrey Johns støtter, at den anglikanske kirke ville være nødt til at gå seriøst ind i debatten om homoseksuelle præster og biskopper. Striden beskrives fra flere sider som det mest afgørende opgør, siden kirken midt i 1970'erne besluttede at tillade kvindelige præster. Sidst, spørgsmålet om homoseksualitet blev diskuteret, var for 12 år siden, endte kirken med at acceptere aktive homoseksuelle forhold mellem lægfolk, men krævede, at homoseksuelle præster afstod fra at praktisere deres seksualitet. Spørgsmålet om homoseksuelle biskopper blev dengang ikke berørt. Debatten om den aflyste indsættelse af Jeffrey John i England og senest udnævnelsen af Gene Robinson i USA har ifølge en af Storbritanniens bedst kendte religiøse kommentatorer, Clifford Longley fra avisen Daily Telegraph, udstillet kløften mellem de konservative, der betragter Bibelens ord som lov, og liberale grupper, der vil have kirken til at modernisere sig i takt med samfundsudviklingen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her