Fredsplan vakler efter selvmordsbombe

Lyt til artiklen

Gårdsdagens bombeangreb mod en bus i Jerusalem, der dræbte 20 mennesker, har skabt yderligere usikkerhed om køreplanen for fred mellem palæstinensere og israelere. Umiddelbart efter selvmordsbomben lukkede Israels premierminister Ariel Sharon ned for al kontakt til de palæstinensiske myndigheder, og i øjeblikket overvejer han hvilken respons israelerne skal give på angrebet, som de to militante grupper Hamas og Islamisk Jihad har taget ansvaret for. Fredsplan i fare Tidligere på måneden antydede den israelske premierminister, at palæstinenserne ikke vil få deres egen stat, sådan som det er planen efter den såkaldte 'køreplan for fred', medmindre det lykkes at afvæbne de militante grupper. Sharons udtalelse kom, efter at to selvmordsbomber kostede to israelere livet. Angrebet i går var tilsyneladende det sidste, der manglede for at ødelægge den skrøbelige syv uger gamle våbenhvile, som de militante grupper, Hamas og Islamisk Jihad selv står bag. »Indtil nu har vi udvist stor tålmodighed, men tålmodigheden er ved at slippe op«, siger Gideon Meir, der er talsmand for det israelske Udenrigsministerium, til CNN. »Vi ved endnu ikke om det er enden på fredsprocessen, men ansvaret falder på skuldrene af de palæstinensiske myndigheder«, siger han. Kort efter gårsdagens bombeangreb stoppede israelerne forhandlinger med palæstinenserne om overdragelse af kontrollen af fire byer på Vestbredden. Samtidig har det israelske militær lukket Vestbredden og Gaza-området efter selvmordsbomben, oplyser Israelsk Radio ifølge den israelske avis Ha´aretz. Abbas vil efterforske selvmordsbombe Den palæstinensiske premierminister Mahmoud Abbas har fordømt angrebet, og har beskrevet det som en »frygtelig handling«, som ikke gavner palæstinensernes sag. I følge det franske nyhedsbureau AFP har han også bedt sin sikkerhedsminister Mohammed Dahlan om at efterforske angrebet. Mahmoud har også taget besluttet sig for at skære alle bånd til de militante palæstinensiske grupper, Hamas og Islamisk Jihad, oplyser en ledende palæstinensisk embedsmand. Det sker i et forsøg på at holde den såkaldte 'køreplan for fred på sporet'. USA fordømmer angreb Det Hvide Hus har fordømt angrebet, og opfordrer de palæstinensiske myndigheder til at »sætte en stopper for terroren« fra de militante palæstinensiske grupper. Kravet om at afvæbne de militante grupper indgår som en del af den amerikansk støttede 'køreplan for fred. USAs udenrigsminister Colin Powell har taget kontakt til både israels premierminister Ariel Sharon og udenrigsminister Silvan Shalom for at udvise medfølelse.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her