Berlusconi redder nationalsporten

Foto: AP
Foto: AP
Lyt til artiklen

Den italienske regering har i al hast gennemført et lovdekret, som redder italienernes nationalsport fra at bryde sammen. Men kritikere mener, der er tale om upassende politisk indblanding i sportens verden. Afbrød ferie på Sardinien Fodboldklubberne og deres forbund er i kaos efter en række skandaler, der truer med at udsætte sæsonstarten for professionel fodbold, som det skete sidste år. Men ministerpræsident Silvio Berlusconi afbrød tidligere på ugen sin ferie på Sardinien for at sammenkalde regeringen i Rom og per lovdekret sikre, at første og anden division kan starte som planlagt 31. august. Men ledere fra fodboldens organisationer er i oprør. Enkelte truer med at træde tilbage, hvis politikerne gennemfører væsentlige ændringer i fodboldturneringerne. »Uanset hvad det kommer til at koste og uanset antallet af klubber, så vil serie A og B starte 31. august«, sagde vicekulturminister Mario Pescante efter dekretets vedtagelse. Ifølge den nye lov skal alle juridiske kontroverser mellem sportsforbund og klubber behandles i alle relevante inden for forbundet, før klubberne kan gå til de almindelige domstole med sagerne. Konsekvensen af loven er derfor, at en myriade af verserende sager mellem det italienske fodboldforbund FIGC og især klubber, der er rykket ned, annulleres med øjeblikkelig virkning. En af de mest omtalte handler om den sicilianske klub Catania, som efter sidste sæson rykkede ned fra anden til tredje division. Klubben følte sig uretfærdigt behandlet, fordi den mistede et afgørende point i en uafgjort kamp mod Siena, som - viste det sig - stillede op med en ulovlig spiller. En regional domstol på Sicilien gav klubben medhold og sagde, at Catania skulle have lov til at blive i serie B. Serie B udvides Det nye lovdekret annullerer domstolens afgørelse, men for at ingen skal blive sure, er der tale om at udvide serie B fra 20 til 21 eller måske endda 24 klubber, så Catania og andre nedrykkere alligevel får lov at spille i serie B. Samtidig er fodboldverdenen ramt af en skandale, der handler om falske garantibeviser. En række klubber, herunder serie A-klubben Roma, er mistænkt for at have fusket sig til de garantibeviser, som fodboldforbundet kræver, for at klubberne kan stille op til sæsonstart i den professionelle liga. Garantibeviserne skal vise, at klubbernes økonomi er i orden. Med det nye dekret får Roma ifølge pressen lov at stille op uanset den verserende sag. Skandalen, der har fyldt aviserne i hele august, involverer også fodboldforbundets kontrolorgan Covisoc, hvis formand er trådt tilbage. Mistanken er, at kontrolorganet har deltaget aktivt i udstedelsen af de falske garantibeviser. Sagen om garantibeviserne er et praj om den katastrofale økonomiske situation, klubberne befinder sig i. Især spillerlønningerne er løbet løbsk, og samtidig er indtægterne fra tv-rettigheder faldet. Taber i meningsmålingerne Det nye lovdekret berører ikke umiddelbart serie A-klubben AC Milano, som Berlusconi ejer. Men loven kan alligevel være en fordel for Berlusconi. Han taber for øjeblikket i meningsmålingerne, og en rask redning af italienernes foretrukne sport kan sikre tilbageerobringen af nogle af vælgerhjerterne. Men dekretet koster uenighed i regeringen, der inden for de seneste måneder har vist tegn på svaghed. Regeringspartiet Lega Nords leder, Umberto Bossi, er imod dekretet, og han er i italiensk presse citeret for at sige: »Vi er tilbage i diktaturet, hvor fodboldmesterskabet blev afgjort i Rom«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her