Selv for et land, der er vant til historier om æresdrab, var det en ualmindeligt blodig nyhed, jordanerne denne uge kunne læse om i avisen Jordan Times. Mandag aften var det lykkedes tre brødre at opspore den lejlighed i hovedstaden Amman, hvor deres to søstre på 27 og 20 år gemte sig. De havde økser med. Hakket ihjel To år tidligere var den ældste af søstrene flygtet for at gifte sig med en mand uden familiens samtykke. For tre måneder siden stak lillesøsteren også af. »Det var et brutalt syn. Det ene offer havde næsten fået skåret hovedet helt af«, sagde en politimand. De to unge kvinder var blevet hakket ihjel. De tre brødre er arresteret og har ifølge politiet tilstået med den forklaring, at de handlede for at »rense familiens ære«. Almindelig praksis Handlingen var blodigere end normalt, men ellers var den blot et sørgeligt eksempel på en almindelig praksis. Jordan er et af de steder i verden, hvor æresdrab på kvinder er mest udbredt. Det officielle tal ligger på mellem 15 og 25 mord om året. Men uofficielt er tallet måske over 100 om året. Skikken støttes indirekte af både politikere og domstole. Dobbeltmordet kom kun dagen efter, at det jordanske underhus med stemmetallet 50-39 afviste en lov, der ville give strengere straffe for æresdrab. Nejargumentet var især, at æresdrab udføres i affekt og er med til at fastholde landets sociale værdier. Dødsstraf ophævet Og i kølvandet på afstemning og mord kom de jordanske domstole tilhængerne af æresdrab til hjælp med to strafnedsættelser. Den 30-årige Ziad A. var oprindeligt dømt til døden for mordet på sin 20-årige søster. Men tirsdag sænkede en appelret straffen til et halvt år, fordi der ikke var tale om »overlagt mord«. Dels var Ziad A. fuld, dels ophidsede søsteren ham med »vulgære bemærkninger«, inden han stak hende med en kniv 30 gange. I en anden sag blev straffen for to brødre, der havde hjulpet deres storebror med at myrde deres søster og sætte ild til hendes lig, sænket fra ti år til syv et halvt år. I det sidste tilfælde var mordet planlagt. Derfor kunne dommerne ikke bruge den omdiskuterede paragraf 98 i straffeloven, der handler om domme for forbrydelser, der er foregået i affekt. Det er denne lov, der sammen med en anden lovparagraf (340) reelt gør æresdrab til en accepteret forbrydelse. Den unge kong Abdullah II prøver at gøre lovene mere tidssvarende, men møder modstand i befolkningen. Æresdrab udløses især, hvis kvinden ikke følger familiens ønsker om giftermål eller vælger at arbejde ude. Der har også været flere eksempler på kvinder, der blev henrettet, fordi de var blevet gravide efter en voldtægt. »En kvinde er som et oliventræ. Når en gren angribes af orm, må den skæres af, så samfundet forbliver renfærdigt«, som en jordansk klanleder siger til BBC om æresdrab.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























