Tony Blairs tale på partikongressen i Bournemouth er blevet kaldt den vigtigste tale i hans liv. Han stod overfor kritikere af deltagelsen i krigen i Irak, brugen af efterretningsmaterialet op til, belastet af Kelly-sagen og med et vredt bagland, der ikke er begejstret for planer om at indføre højere betaling for at gå på universitetet. Men skal man vurdere, om Blair dumpede eller bestod, på det bifald, han fik efter talen, er han bestemt bestået. Vil videre Et stående bifald blev det til, efter at Blair havde talt om krigen i Irak, det britiske forhold til euroen og om at det er svært at være i regering: »Hvorfor er det så hårdt?«, spurgte Blair sine partifæller: »At sidde i regering er hårdt. Tilfredsstillende, men hårdt«, sagde han og afslørede, at han var forundret over, at det havde taget så lang tid i regering for Labour, før man løb ind i større problemer: »Hvad skal man gøre? Opgive det hele? Eller komme videre?«, spurgte han kongressen. Bad om forståelse Blandt deltagerne på kongressen var der også kritkere af den britiske deltagelse i krigen i Irak, og til dem sagde Blair: »Jeg beder kun om een ting. Angrib min beslutning, men forstå i det mindste, hvorfor jeg tog den, og hvorfor jeg ville tage den igen«. Han bad kongressen forestille sig, at den var premierminister og modtog informationer om masseødelæggelsesvåben. Hvad skal man gøre, hvis man har en fornemmelse af, at efterretningsmaterialet er forkert, spurgte han og bad kongresen anerkende, at der er sket fremskridt: »Uanset uoverensstemmelserne må folk i det mindste anerkende, at Irak er blevet et bedre sted uden Saddam« I sin tale kom Blair også ind på forholdet til euroen og sagde, at det ville være vanvid at opgive muligheden for at Storbritannien indtræder i euroen.