Californiens guvernør Gray Davis kæmper så desperat for at redde sit politiske liv, at han har hidkaldt hendes majestæts hemmelige agent James Bond til at bekæmpe Terminator alias skuespilleren Arnold Schwarzenegger. Men for en gangs skyld ser det ud til, at selv Agent 007 må give op - i hvert fald hvis man skal tro meningsmålingerne. I et desperat forsøg på at hindre, at Davis bliver afsat ved folkeafstemningen i morgen, og en ny guvernør rykker ind i den officielle bolig i den californiske hovedstad Sacramento, er James Bond i skuespilleren Pierce Brosnans skikkelse rykket ud for at komme sin demokratiske partifælle til hjælp. Ros fra Brosnan Guvernøren underskrev torsdag fire miljø- og sundhedslove. Seancen var henlagt til akvariet ved Santa Monica-stranden. Brosnan og hans hustru Keely går meget op i miljø og var inviteret med for at kaste lidt farver over den grå og kedelige politiker. Davis er kendt som stiv, utilnærmelig og arrogant. Også James Bond stjal opmærksomheden fra den 60-årige politiker, selv om Brosnan benyttede lejligheden til at rose Davis-regeringen for dens miljøinitiativer. Brosnan fik de to kuglepenne, som lovene blev underskrevet med, og Davis - som beskyldes for at være korrupt - forsikrede: »Bare rolig, de er ikke betalt med skatteydernes penge«. Californien lig Florida Og Brosnan er ikke alene. Hollywood-stjerner og Det Demokratiske Partis top rykker ud alle til hobe. Barbra Streisand, Jack Nicholson, Warren Beatty og mange andre koryfæer har udsendt en erklæring, hvor de bakker Davis op. Ekspræsident Bill Clinton har med sine fremragende talegaver forsøgt at vende stemningen i USA's folkerigeste stat. Tidligere vicepræsident og præsidentkandidat Al Gore har besøgt Vestkysten for at understrege Davis' budskab: »Lad dem (Det Republikansek Parti, red.) ikke stjæle Californien, som de stjal Florida«. De demokratiske græsrødder er fortsat forbitrede over valgskandalen i 2000. Den nye generation af demokratiske præsidentkandidater - der er ikke færre end 10 af dem - med John Kerry og den sidst tilkomne, general Wesley Clark, i spidsen har også forsøgt at få de demokratiske kernevælgere op af sofaen. De skal ikke alene sikre Davis' overlevelse, men for at en demokratisk præsident overhovedet skal have en chance ved præsidentvalget næste år, så må den demokratiske højborg Californien ikke falde i hænderne på republikanerne. Politisk show Lige meget ser det ud til at hjælpe. Ifølge meningsmålingerne står Davis til at blive afsat, og skuespilleren Arnold Schwarzenegger er favorit til at afløse ham trods påstande om skuespillerens seksuelle overgreb på kvinder, forrykte udtalelser om Adolf Hitler og forbindelse til den skandale- og konkursramte energigigant Enron i Texas. Over for Schwarzeneggers politiske show, som ganske vist ikke har megen substans, har den grå og stive Davis tilsyneladende ingen chancer. Schwarzenegger undgår behændigt at gå i detaljer med sine forslag og har ignoreret Davis' forslag om at møde mano a mano på tv-stationen CNN's 'Larry King Live' show. I stedet har guvernøren valgt en risikabel strategi og forsøger at skabe en stemning af frygt i valgkampens sidste dage. Davis' lejr prøver at gøre morgendagens afstemning til en folkeafstemning om Schwarzenegger og ikke Davis. Man kan ikke lade en novice overtage verdens femte største økonomi, siger Davis. Skrækken for Terminator Den 60-årige Davis står imidlertid for alt, hvad californierne afskyr i politik. Han er i lommerne på interesseorganisationer og har ført beskidte valgkampe. Han får skylden for, at staten har et rekordunderskud på 38 milliarder dollar. Selv hans egne partifæller svigter ham. Meningsmålinger viser, at hver femte demokrat vil stemme for, at han skal afsættes. Alligevel håber hans valgstrateger, at skræmmefaktoren og partiloyaliteten akkurat som ved guvernørvalget i november sidste år vil få partisoldaterne til stemmeurnerne. Lorraine Unger er pensionist og tidligere offentligt ansat i byen Bakersfield i det centrale Californien. Hun vil redde Davis: »Jeg er demokrat og vil stemme nej til at afsætte Davis. Han får skylden for den dårlige økonomi og Californiens energikrise, men i virkeligheden var det forgængeren Pete Wilsons skyld«. Afstemningens første del afgør, om Davis skal afsættes. Hvis over halvdelen af vælgerne ønsker Davis' afgang, skal stemmesedlens anden del afgøre, hvem der skal erstatte Davis. Unger vil stemme på den demokratiske viceguvernør Cruz Bustamante, for Schwarzenegger har hun ikke megen fidus til. Hun bærer rundt på en plakat, hvor der står, at 'Clinton var med samtykke, Arnold var kriminel'. Indvandrerne »Jeg protesterer mod Arnolds opførsel over for kvinder. Så vidt jeg har forstået, var der tale om gruppevoldtægt. Når det gælder Clintons sex var begge parter enige«, siger Lorraine Unger til Politiken. Billy Hughes fra Santa Clarita nord for Los Angeles er ligeglad med Schwarzeneggers sexeskapader. Han har et emblem på skjorten, hvor der står 'Jeg kan godt lide Ike' (Dwight D. Eisenhower, red.) - den sidste præsident der kontrollerede grænsen«. »Jeg tror, at Arnold i samarbejde med præsident George W. Bush kan stoppe den illegale indvandring. Folk invaderer os fra Mexico, og Davis vil ikke gøre noget ved det. Jeg er ikke imod indvandring som sådan blot de illegale. Jeg bryder mig ikke om politikere, men Arnold er ikke politiker endnu, og jeg er parat til at give ham en chance«, siger Hughes til Politiken. Gøg og Gokke På et stopfyldt pressemøde tirsdag på det fornemme Fairmont Hotel i San Francisco havde Schwarzenegger selvtillid nok til at håne sin politiske modstander. »Desperate Davis bruger alle tricks nu, fordi han er ude af sig selv og har indset, at han står i kviksand og er ved at synke«, sagde Schwarzenegger. I samme øjeblik overdrog den storsmilende skuespiller mikrofonen til komikeren Dana Carvey, som med Schwarzeneggers østrigsk-amerikanske accent skreg: »Han er 10 procent kropsfedt, men har 40 procent i meningsmålingerne. I må hellere være forsigtige oppe i Sacramento. Jeg kan betro jer, at Davis og Bustamante er Sacramentos Gøg og Gokke«. Fra journalistkorpset lød en utilfreds og højlydt mumlen, fordi reporterne ikke fik lejlighed til at gå Schwarzenegger på klingen, og en britisk journalist råbte: »Er det her en valgkamp eller et cirkus?«
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























