Protestsejr til Schwarzenegger

Schwarzenegger og hustruen Maria Shriver efter valgsejren. - Foto: AP
Schwarzenegger og hustruen Maria Shriver efter valgsejren. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Arnold Schwarzenegger har med sin valgsejr i Californien slået et imponerende antal kandidater - helt præcis 134 af slagsen - af alt fra pornomodeller til erfarne politikere. Demokraten Cruz Bustamente blev nr. to, men havde med 99,6 pct. af stemmerne optalt fået 1.26 mio. færre stemmer end Schwarzenegger. Et valg imod Davis Skuespillerens jordskredssejr er kommet i hus trods anklager om sexkrænkelser fra 15 kvinder og oplysninger om, at Schwarzenegger tidligere er kommet med beundrende bemærkninger om Adolf Hitler. Men ifølge flere iagttagere var valget også mest af alt et spørgsmål om at komme af med den siddende guvernør, demokraten Gray Davis. Davis symbolet på nedtur Folket i den folkerigeste stat i USA har villet se ryggen af Davis, siden en energikrise brød ud i 2001. De seneste to år har Davis' popularitet været stødt faldende. Tre af fire vælgere har ifølge en meningsmåling været utilfredse med den måde, Gray Davis har styret staten på. Han er blevet symbolet på den økonomiske nedtur i Californien, hvis underskud er på 38 milliarder dollar (243 mia. kr.). I november og december skal guvernør Schwarzenegger beslutte, om han vil skære dramatisk i statens udgifter eller løbe den politiske risiko, det vil være at hæve skatterne. Forbløffede eksperter Selv om Gray Davis' nederlag ikke var uventet, har Schwarzeneggers overbevisende sejr alligevel forbløffet mange eksperter og kommentatorer. Og nogle udlægger den republikanske berømtheds triumf i Californien som en styrkelse af republikanernes positioner på landsplan, hvor de folkelige vurderinger af præsident George W. Bush i en periode har været mere og mere kritiske. Styrkelse af Bush? Andre tvivler på, at Bush kan drage fordel af Schwarzeneggers triumf ved præsidentvalget næste år, fordi de to politisk og menneskeligt står langt fra hinanden. »Jeg tror ikke, at det har national rækkevidde. Schwarzenegger var kendt og havde penge. Han havde statur, og - vigtigst af alt - han var ikke Gray Davis«, siger Steven Wayne, politolog ved Georgetown Universitet i Washington. Men den tidligere præsidentrådgiver David Gergen, som har arbejdet for både republikanske og demokratiske regeringer, mener derimod, at Schwarzeneggers sejr varsler godt for republikanerne ved præsidentvalget i november 2004. Mangler at vise hvor han står Endnu mangler Schwarzenegger dog at demonstrere, hvem han er rent politisk. I hvert fald mener et flertal af de californiske vælgere - og en tredjedel af Schwarzeneggers egne vælgere - at den kommende guvernør ikke har gjort nok for at gøre rede for, hvad han står for. Men skuespillerens kampagne har ramt et ønske blandt vælgerne om en stærkere leder, der radikalt kan forandre den politiske kurs i Californien. Af de godt 15 mio. vælgere har godt 7,5 mio. stemt - svarende til en stemmeprocent på lige under 50. Schwarzenegger overtager ikke embedet før om nogle uger, da der først skal tælles brevstemmer, ligesom valgmyndighederne skal godkende resultatet. Filmstjerner på politiske poster Schwarzenegger er langt fra den første filmstjerne, der gør politisk karriere i Californien. Også Ronald Reagan, Clint Eastwood og Shirley Temple er rykket fra filmstudierne og ind på den politiske scene. For Reagan var guvernørposten afsættet til to perioder som amerikansk præsident, mens Clint Eastwood i to år var borgmester i byen Carmel i det nordlige Californien. Men med Schwarzeneggers baggrund som bodybuilder og skuespiller med et begrænset repertoire er der kritikere, som allerede har fastslået, at den 56-årige Schwarzenegger ikke vil kunne håndtere statens økonomi, som er verdens femtestørste. Glade østrigere I Schwarzeneggers hjemby Thal i Østrig lader man ikke den slags negative forventninger dæmpe begejstringen. »Jeg var rørt til tårer«, siger en lokal restaurantejer, mens en af skuespillerens skolekammerater afviser de mange anklager om sexkrænkelser mod den nyvalgte guvernør. »Han er en god mand, et familiemenneske«, siger skolekammeraten. Haider lovpriser Også politikeren Jörg Haider lovpriser Schwarzeneggers succes. »Dette er ikke blot en stor personlig ære for Schwarzenegger, men også en hæder for Østrig i Amerika«, siger Haider. Udenrigsminister Benita Ferrero-Waldner tager skridtet fuldt ud og siger, at skuespillerens succes viser verden, hvor gode østrigerne er.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her