Verdens ældste person er tjetjener

Lyt til artiklen

Selv om Tjetjenien er et af verdens farligste områder at leve i, huser republikken efter sigende den person, som har holdt længst ud på vores planet. Tjetjeniens vicesundhedsminister, Sultan Alimkhadsjijev, siger til nyhedsbureauet Interfax, at Zabani Khatjukajeva i den tjetjenske region Achkoi-Martan netop er blevet 124 år. Indtil den pensionerede japanske silkeormsavler Yukichi Chuganji i forrige uge døde i en alder af 114 år, var han anset for at være verdens ældste mand. Den 116-årige ligeledes japanske Kamato Hongo har hidtil være anset for at være verdens ældste kvinde. Om hun stadig er mobil, ved Bagsiden ikke, men Chuganji tilbragte sine sidste år i sengen, mens Khatjukajeva skal være meget omkringfarende og oppasser for mange af familiens talløse børn. Hører lidt dårligt Hun har 24 børnebørn, 38 oldebørn og 7 tipoldebørn. Hun husker også som god muslim at bede de obligatoriske fem gange om dagen. Læger, som har undersøgt Khatjukajeva, siger, at hun i forhold til sin alder er sund og rask. Selv klager hun kun over at haft problemer med at høre i de seneste par år. Japanerne har verdens højeste forventede levetid, som forskere tilskriver deres traditionelle magre kost, baseret på fisk. Omkring 15.000 japanere er over 100 år, heraf 80 procent kvinder. Hemmeligheden er en yoghurt I Kaukasus, hvor Tjetjenien ligger, myldrer det også med oldinge. Her tilskrives det en særlig kaukasisk yoghurt, som armenierne i Sydkaukasus hævder at være ophavsmænd til. I Armenien mener man, at landet har verdens aldersrekord med folk langt over 100 år i enhver landsby. Armeniere klager imidlertid over, at de ikke kan bevise denne rekord, da deres indbyggere ikke har samme orden i papirerne som japanerne. Om Tjetjeniens sundhedsminister vil gøre noget for at få Khatjukajeva anerkendt som verdens ældste, melder historien ikke noget om. Læger, der har tilset hende, siger, at hun endog kan være endnu ældre, så ingen har vel fortjent et stort til lykke mere end Khatjukajeva. Hvis Zabani Khatjukajeva, som hendes pas fortæller, er født i 1879, var det 21 år efter, at zartidens Rusland havde erobret Tjetjenien. Som 64-årig blev hun med de øvrige tjetjenere deporteret af Stalin til Centralasien, og hun har oplevet Achkoi-Martan blive bombet gentagne gange under de to krige om Tjetjenien i nyere tid.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her