Manglende enighed, udvandede resolutioner og et skænderi om, hvorvidt jøderne styrer verden. Det var småt med konkrete resultater på det netop overståede topmøde i Malaysia for verdens muslimske lande. De 57 medlemmer af Organisation of the Islamic Conference (OIC) havde ellers håbet på at kunne nå frem til en klar fælles holdning til krisen i Irak, men i løbet af fredagen stod det klart, at holdningerne er for delte. Udvandet sluterklæring Det hele endte med en udvandet resolution om, at Irak snarest skal overgå til fuld selvstændighed. Uden f.eks. en anbefaling til medlemslandene Tyrkiet, Pakistan og Bangladesh, som USA har bedt om at sende sikkerhedsstyrker til Irak, eller et forslag til en tidsplan. Den egyptiske udenrigsminister, Ahmed Maher, siger, at USA selv må finde ud af, hvordan landet vil skaffe aflastning til sine soldater. »Det er ikke vores opgave at rejse penge. Hovedansvaret påhviler besættelsesmagten«, sagde han. Kommentaren skyldtes, at det kort forinden var lykkedes USA at skabe enighed om en FN-resolution, hvor de 14 andre medlemmer af Sikkerhedsrådet gav et tøvende og betinget ja til at hjælpe med mandskab og penge til Irak. Lige så speget som inden møde Uden en klar FN-resolution står det Tyrkiet frit for at sende soldater til Irak, selvom flere af de andre OIC-medlemmer er imod dette. Situationen er altså lige så uklar, som før topmødet begyndte. Det er i tråd med, hvordan flere analytikere betegner OIC. Holdningerne blandt de 57 lande er alt for delte til at kunne give organisationen storpolitisk slagkraft. Mange af medlemmerne er egentlig slet ikke 'muslimske' - i 11 af dem er islam kun en mindretalsreligion - mest tydeligt i Gabon i Vestafrika med mellem en og to procent muslimer. Kontroversiel åbningstale Meget sigende var det en enkelthændelse, der tog opmærksomheden. Malaysias ofte bombastiske premierminister, Mahathir Mohamad, sagde i sin åbningstale, at muslimerne bør lære af jøderne, der trods holocaust i dag »regerer verden ved stedfortræder«. Bemærkningen afstedkom rasende kritik fra bl.a. Israel, USA og det italienske EU-formandskab. Mahathir nægtede dog at trække bemærkningerne tilbage, hvorved de kom til at overskygge de mange konkrete emner på topmødet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























