Schröder ud i stort pokerspil

Lyt til artiklen

Gerhard Schröder må slås - ikke mindst mod sine egne socialdemokrater - for at komme igennem med sine reformer af den tyske velfærdsmodel. Fredag vandt den hårdt pressede regeringschef en sejr, da Forbundsdagen vedtog en række love, der især vil byde de mange arbejdsløse på en mere barsk tilværelse. Et større slag forude Kun en enkelt grøn politiker afstod fra at stemme, ellers var der fodslag i de socialdemokratisk/grønne geledder. Men sejren er foreløbig, forude venter et endnu større slag. Problemet for Schröder er, at hans lovforslag også skal godkendes af Forbundsrådet, der er sammensat af de 16 delstater - og her råder hans modstandere i den borgerlige lejr over flertallet. Fredag gjorde de det endnu en gang klart for kansleren, at de har deres egne ideer om, hvordan de nødvendige reformer skal se ud. De reformer, der skal sætte flere i arbejde, nedsætte de offentlige udgifter, stimulere til ny vækst og i det hele taget vænne befolkningen til, at der skal ydes mere og nydes mindre end før. Uenighed om presset på de arbejdsløse I dag kan en arbejdsløs oppebære understøttelse i op til 32 måneder. Regeringen vil sætte en ny grænse ved 12 måneder, idet arbejdsløse over 55 dog vil få støtte i 18 måneder. Når perioden er udløbet, overføres den arbejdsløse i realiteten til socialhjælp. Så langt er regering og opposition nogenlunde enige. Uenige er man derimod om, hvor hårdt man skal presse de arbejdsløse til at tage imod de job, de måtte få tilbudt af arbejdsanvisningen. Regeringen frygter løndumping og kræver derfor den lokale mindsteløn respekteret. Oppositionen mener, at det kan blive nødvendigt at se bort fra de gældende mindstelønninger. Fagforeningerne på dupperne Oppositionen har også lagt op til et brud med de traditionelle, landsdækkende lønaftaler, der indgås direkte mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Det skal i langt højere grad overlades til den enkelte arbejdsplads selv at fastsætte lønniveauet, mener de borgerlige. Fagforeningerne råber vagt i gevær - men deres styrke er blevet alvorligt svækket i de seneste år. Flere og flere mener at kunne klare sig uden en fagforeningsbog. Flere deltidsjob Under alle omstændigheder peger udviklingen i retning af langt flere deltidsjob. Ofte flere ad gangen for at få det til at løbe rundt. Blandt socialdemokratiske græsrødder er der stor uro over Schröders kurs. De næste måneder vil byde på et pokerparti mellem regering og opposition. Det vil blive spillet i det særlige udvalg, der har til opgave at finde frem til et kompromis, når der er uenighed mellem Forbundsdagen og Forbundsrådet. Først ind under jul ventes forhandlingerne at kulminere i krisemøder. CDU/CSU vil søge at spille på de modsætninger, der, synlige for alle, er opstået i socialdemokratiet SPD. Omvendt vil SPD lure på sprækker i det borgerlige sammenhold, for også her er der spændinger. Andre problemer hober sig op for kansleren Imens tårner andre problemer sig op for Gerhard Schröder. Han har indkaldt regeringen og koalitionens partiledere til et krisemøde søndag. På dagsordenen er det faretruende underskud i pensionskasserne, endnu en trist følge af den skrantende økonomi.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her