Ét glas er sjældent rigtig farligt. To glas næppe heller. Men man har vel hørt om folk, der mister selvdisciplinen og måske ligefrem bliver farlige efter tre, fire, fem eller flere glas god whisky. Og hvad kan man så ikke vente sig af ulykker fra et helt whiskydestilleri? Men de blev nu alligevel lidt forundrede på Bruichladdich-destilleriet på øen Islay i Hebriderne, da de fandt ud af, at den amerikanske efterretningstjeneste holdt øje med dem. Folkene på Bruichladdich synes, at whiskyproduktion er så interessant, at de har sat otte kameraer op, så alverdens whiskyentusiaster via internettet kan følge med i produktionen. Og da en anonym 'seer' en dag per e-mail gjorde opmærksom på, at et af kameraerne var i stykker, skyndte de sig at reparere det og sende en mail retur med tak. Efterretningstjeneste ser med Det var først, da der kom et »selv tak«, at det gik op for de skotske whiskymagere, hvem det var, der holdt øje med dem. Den anden mail var underskrevet af en Ursula fra DTRA. Defence Threat Reduction Agency er den gren af den amerikanske efterretningstjeneste, der holder øje med produktionen af masseødelæggelsesvåben verden over. Ursula hedder Stearns til efternavn og har siden forklaret Bruichladdich, at deres produktionsmetoder ikke er helt ulig dem, der skal til for at fremstille kemiske våben. Forskellen er faktisk bare »et lille snuptag«, skrev hun. Bruichladdichs direktør, Mark Reynier, medgiver, at hans brygmester godt kan have en vis lighed med Osama bin Laden. Men han undrer sig nu alligevel over, at de amerikanske spioner ikke har bedre ting at give sig til end at følge produktionen af skotsk maltwhisky. »Det er temmelig lattervækkende. Men okay, vi ser nu også meget skumle ud. Vi laver 16.000 tønder whisky om året, og det er da i hvert fald et massefuldskabsvåben«, siger Mark Reynier til sin lokale avis. Kan måske fremstille våben En talsmand for DTRA har til The Times forklaret, at overvågningen af whiskydestillerier ikke er en af de mest påtrængende opgaver, men at man generelt holder øje med fabrikker, hvor man måske kunne være i stand til at fremstille masseødelæggelsesvåben. Det er ikke klart, om DTRA stadig kigger med på www.bruichladdich.com. Måske har de fundet ud af, at det kan være meget mere interessant at være med på en kigger ude i verden, hvor de skotske våben bliver taget i brug.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























