Britisk skepsis over for id-kort

Lyt til artiklen

Krigen mod terror og kampen mod illegale indvandrere er ved at bryde et af det sidste halve århundredes største tabuer i britisk indenrigspolitik. Under Anden Verdenskrig blev det nationale identitetskort brugt som led i bestræbelserne på at holde nazistiske spioner ude af landet. Siden kortene blev skrottet i 1952, er deres fravær blevet set som et stærkt symbol på briternes frihed. Men nu har indenrigsminister David Blunkett bidt sig fast i ideen, og Storbritanniens øverste politichef, politikommissær John Stevens, gav for nylig vægt til argumentet om, at der er brug for kortene i kampen mod terror. »Det ville være rart, hvis folk ville lytte til de professionelle i denne sag. Id-kort er et helt nødvendigt våben i vores arsenal i kampen mod terrorisme og den voksende organiserede kriminalitet. Nogle mener, at terrorister og kriminelle finder ud af at smyge sig udenom. Det kan da godt være. Men så får vi jo også fundet frem til, hvem de er«, sagde John Stevens i et interview med nyhedsbureauet Reuters. Dermed afviser politichefen en af de væsentligste indvendinger fra en række borgerrettighedsorganisationer, der har gjort opmærksom på, at alle terroristerne i USA 11. september 2001 havde deres papirer i orden. Mangler forfatning »Identitetskort hjælper ikke til at øge sikkerheden. De gør ikke andet end at gøre indhug i vores borgerrettigheder. De lande, der allerede har identitetskort, har også en skriftlig forfatning, der beskytter deres rettigheder. Det har vi ikke«, lyder argumentet over for BBC fra en talsmand fra organisationen Charter 88. Til trods for politichefens og premierminister Tony Blairs opbakning er det dog stadig ikke helt sikkert, at indenrigsministeren får sit lovforslag med, når dronning Elizabeth om en måned præsenterer regeringens lovkatalog for den næste parlamentssamling. For nylig kom det nemlig frem, at det ikke kun er den politiske opposition og borgerrettighedsgrupper, der er imod idéen. Blandt modstanderne er også et par fremtrædende ministre i Blairs regering. Befippet minister Avisen Sunday Times citerede for et par uger siden fra et brev, udenrigsminister Jack Straw og en anden minister angiveligt skulle have sendt til indenrigsminister Blunkett. I brevet står blandt andet, at planen er »behæftet med fejl, og det fundamentalt politiske spørgsmål kan ikke løses ved at pille ved detaljerne«. Ingen af ministrene har villet kommentere regeringens interne debat. Men David Blunkett har indirekte bekræftet brevets eksistens, da han i et interview tydeligt ophidset sagde, at han ikke ville udtale sig om fortrolig korrespondance ministrene imellem. Premierminister Tony Blair sagde i torsdags, at han principielt er tilhænger af identitetskortene, hvis ellers man kan finde et anvendeligt og praktisk system. Indenrigsminister Blunkett siger, at han ganske enkelt vil have kortene, fordi han vil vide, hvem der er i landet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her