Terror-efterforsker vil stævne Det Hvide Hus

Bush ved kolonnaden i Det Hvide Hus. - Foto: AP
Bush ved kolonnaden i Det Hvide Hus. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Præsident George Bush og administrationen i Det Hvide Hus kan se frem til et sagsanlæg, hvis ikke alle oplysninger om terrorangrebene mod New York og Washington 11. september 2001 bliver tilgængelige for senatets efterforskningskomité. Hidtil er arbejdet blevet forsinket af embedsfolk i Bush-administrationen, der angiveligt vægrer sig ved at udlevere følsomme og fortrolige oplysninger om katastrofen, hvor næsten 3000 mennesker mistede livet. Men nu er efterforskerne ved at miste tålmodigheden. »Vi vil ikke finde os i det længere. Vi vil benytte alle tænkelige sanktionsmuligheder for at få fat på dokumenterne«, siger komitéens formand og tidligere republikanske guvernør i New Jersey, Thomas Kean, til den britiske avis The Guardian. Muligt sagsanlæg mod Bush-administration Thomas Kean truer med, at man om nødvendigt vil stævne den usamarbejdsvillige Bush-administrationen og hive Det Hvide Hus gennem en ydmygende retssag for at få fat på dokumenterne. »Alt hvad der har at gøre med 11. september skal frem. Der er mange teorier om angrebet, og så længe der er et enkelt dokument derude, som støtter en af disse teorier, vil spørgsmål forblive ubesvarede. Og det må ikke ske«, understregede Bush's partifælle og efterforskningsleder Thomas Kean. Kræver indsigt i brevvekslinger Komitéen blev nedsat af det amerikanske senat for at belyse alle aspekter af terrorangrebet - herunder det ømtålelige spørgsmål om, hvorvidt CIA og Forsvarsministeriet var advaret om risikoen for flykapringer og terroranslag. Derfor har komitéen krævet indsigt i alle interne skrivelser, brevvekslinger og daglige briefinger fra administrationens ledere i ugerne op til angrebet. Komitéen skal aflevere en rapport i maj 2004 - men på grund af manglen på samarbejdsvilje hos Det Hvide Hus tvivler Thomas Kean på, at man kan overholde tidsfristen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her