Den amerikanske præsident George W. Bush understreger i en erklæring, at Iran og Syrien bærer ansvar for, at terrorister ikke har held til at snige sig over grænsen til Irak fra deres territorier. »Vi arbejder tæt sammen med disse lande og har ladet dem vide, at vi forventer, at de sikrer deres grænser«, siger den amerikanske præsident. Både Baathister og udenlandske terrorister Bush henviser til den seneste serie angreb mod især amerikanske soldater i Irak og siger, at de ansvarlige enten er tilhængere af Saddam Husseins Baath-parti eller udenlandske terrorister. »Sandsynligvis er de begge dele«, siger George W. Bush. 'Vil forhindre et frit Irak' Han siger, at tilhængerne af Baath-partiet 'forsøger at skabe kaos og frygt, fordi de har indset, at et frit Irak vil betyde, at de privilegier, de nød under Saddam Hussein, er væk'. Og de fremmede terrorister, siger Bush, 'forsøger at skabe et frygtens Irak, fordi de selv er bange for en fri og fredelig stat'. Grænsepatruljering optrappes Bush tilføjer, at de amerikanske styrker i samarbejde med irakiske betjente optrapper afpatruljeringen af Iraks grænser. Tirsdag er fire civile og en selvmordsbombemand blevet dræbt i den urolige by Falluja, mens en amerikansk soldat og to civile er blevet såret, da en bombe eksploderede nær deres bil i Basra i det sydlige Irak. »Irak er et farligt sted, og det er farligt, fordi terroristerne ønsker os ud af Irak, men vi forlader ikke landet«, siger Bush. 'Ikke-irakere står bag mandagens terror' Mandag blev mindst 35 personer dræbt ved fem koordinerede bombesprængninger i hovedstaden Bagdad. Den britiske repræsentant i det amerikanskledede hovedkvarter i Irak siger, at fremgangsmåden i mandagens angreb indikerer, at ikke-irakere står bag. »Der var selvmordsbombemænd involveret i de fleste - sandsynligvis alle - eksplosioner, og det er tegn på udenlandske terroristers taktik snarere end, at det skulle være Saddam-tro folk, der står bag«, siger Sir Jeremy Greenstock til BBC. Ved et af mandagens fem angreb nåede chaufføren ikke at udløse sprængladningen i sin bil, men blev skudt og taget til fange. Manden var i besiddelse af et syrisk pas. Ifølge flere efterretningseksperter er al Qaeda formentlig ansvarlig for mandagens terror i Bagdad.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























