Congos tyve gemmer sig stadig

Lyt til artiklen

Verdens blodigste konflikt i Congo skyldes i vid udstrækning en grådig jagt på landets mineraler. De ansvarlige bør derfor forfølges af deres respektive regeringer, hvis man skal bryde den onde cirkel af plyndring, våbenkøb og fortsat krig. Det er konklusionen i en rapport, som FN's Sikkerhedsråd torsdag aften har haft på dagsorden. Panelet er et sjældent eksempel på, at FN under en løbende konflikt har gjort en indsats for at trænge til bunds i mere end tre millioner menneskers død. Risikerer højst dårlig omtale Men internationale eksperter i menneskerettigheder frygter, at de ansvarlige for plyndringerne højst risikerer at blive hængt ud i pressen. Den mest kontroversielle del af rapporten - om sammenhængen mellem salg af råstoffer og køb af våben - er fortrolig. Ekspertpanelet nævnte sidste år 157 personer som ansvarlige for udplyndringen. Den seneste og sidste rapport handler om panelets forsøg på at få stoppet ulovlighederne gennem forhandlinger med de ansvarlige. Ikke overraskende er panelet kommet længst med folk, der kun indirekte var ansvarlige ved blandt andet at have købt ulovligt erhvervede råstoffer fra andre. De store fisk slipper 61 af de oprindelige 157 på listen slipper uden videre tiltale. I andre 58 tilfælde anbefaler panelet, at den vestlige økonomiske samarbejdsorganisation OECD eller nationale regeringer undersøger sagerne. Men en række af de angiveligt værste syndere optræder på en liste over 38 personer og firmaer, som aldrig svarede på panelets henvendelser, og som derfor tilsyneladende er opgivet. Nogle anbefalinger om fortsatte undersøgelser synes aldeles nytteløse. Mugabe kender ikke til tømmerkoncessioner Zimbabwe havde indtil i år soldater i Congo for at støtte landets hær og tog sig blandt andet betalt i tømmerkoncessioner. Men Zimbabwes regering har på møder med panelet forsikret, at regeringen »ikke kan foretage sig noget (mod plyndringerne i Congo), da hverken landet eller enkeltpersoner har været involveret i nogen ulovligheder«. Det forekommer derfor næsten komisk, at der står »overdraget til Zimbabwes regering« ud for sagen om Emmerson Mnangagwa, der er formand for Zimbabwes parlament. Uden opfølgning er det hele 'spild af tid' Dette eksempel er blot en af grundene til, at internationale menneskerettighedsorganisationer forlangte en kraftig markering fra FN. »Hvis ingen i det internationale samfund er parat til at følge op på panelets anbefalinger, vil det ligne spild af tid at have udpeget de skyldige«, siger Corene Crossin fra Global Watch. Kritikere af panelet siger, at dets bevismateriale er for tilfældigt og udokumenteret til, at det umiddelbart vil kunne bruges til at retsforfølge nogen som helst. Jura, men lige så meget moral Panelets omtale af De Beers - verdens største diamantfirma - er blot et enkelt eksempel på, at mange af sagerne vil handle lige så meget om moral som om jura. De Beers er de seneste år gået forrest i den såkaldte Kimberleyproces, der med certifikater vil rense verdensmarkedet for såkaldte bloddiamanter. Men De Beers optræder alligevel på listen over selskaber, der bør »undersøges nærmere«, fordi nogle af firmaets kunder også handlede med Congo. De Beers: Handlerne var lovlige De Beers insisterer på, at de handler var lovlige. Men firmaets talsmand Andrew Bone vedgår, at det i et krigsførende land kan være svært at afgøre, om indtægter fra diamanter bidrager til konflikten. De Beers opgav for år tilbage af samme grund selv at købe diamanter i Afrika. Hvorfor fortsatte I så med at handle med disse kunder?

»De handlede med lovlige selskaber. Men panelet mente, at selskaberne bidrog til at destabilisere området. Ingen tredje part har været i stand til at bidrage til den opfattelse. Det er en del af svaghederne ved dette panel: Dets bevismateriale er indicier«, siger Andrew Bone. HRW vil have sagen gransket Men Anneke van Woudenberg fra Human Rights Watch byder opfordringen til en undersøgelse af De Beers og de øvrige firmaer på listen velkommen. »Det er nu vores opgave at lægge pres på den britiske regering for at få den gennemført«, siger hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her