FN overvejer total tilbagetrækning

Lyt til artiklen

For øjeblikket har FN ingen planer om fuldstændig at forlade Irak, men generalsekretær Kofi Annan vil ikke udelukke en total evakuering, hvis situationen forværres i det besatte land. Selvanalyse I et interview med nyhedsbureauet AP natten til fredag dansk tid siger Annan, at »vi må analysere for os selv, hvad fremtiden indeholder, og hvordan vi skal gennemføre vore egne operationer. Jeg tror, at den slags refleksioner bedre udføres på et roligt sted, og så kan vi beslutte, hvad vort næste træk skal være«. FN besluttede torsdag at trække sine medarbejdere ud af Bagdad i denne weekend. De 18 skal mødes med repræsentanter for hovedkvarteret i New York. Datoen for mødet er endnu ikke fastsat, men det skal finde sted i Larnaca på Cypern. De 5.000 FN-ansattes fagorganisation, The Staff Union, roser tilbagetrækningen, og en af fagforeningslederne, Guy Candusso, siger: »Vi har i lang tid opfordret til en tilbagetrækning fra Irak, og det er på tide, at FN indser, at sikkerhedssituationen ikke er blevet bedre. De bør ikke vende tilbage, før sikkerheden er forbedret«. Flere angreb 16. oktober vedtog Sikkerhedsrådet en resolution, der giver FN en større rolle i Irak, men FN-talskvinden Marie Okabe siger, at den kan man ikke udføre, hvis man ikke har medarbejdere i landet, og »for at have en stab i området må vi garantere deres sikkerhed«. Volden fortsætter i Irak. En amerikansk soldat blev dræbt nær Khaldiya vest for Bagdad. Dermed har 118 amerikanske soldater ifølge Reuters mistet livet, siden USA's præsident George W. Bush erklærede kamphandlingerne for afsluttet 1. maj. I Fallujah satte rasende irakere ild til guvernørens kontor, efter at politiet havde dræbt en lokal beboer. Alarmberedskab Australien og USA har sat deres borgere i Bagdad i alarmberedskab i weekenden, fordi man frygter nye angreb. Efterretningsoplysninger tyder ifølge amerikanerne på, at oppositionen i Irak forbereder »noget stort, heriblandt selvmordsangreb« i weekenden. Iraks afsatte diktator Saddam Hussein spiller muligvis en langt større rolle i modstanden mod besættelsesstyrkerne end hidtil antaget, skrev New York Times i går. Selv om den amerikanske regering har forsøgt at fremstille et billede af en Hussein på flugt uden indflydelse på, hvad der sker i Irak, så siger anonyme embedsmænd til avisen, at der er flere og flere beviser i den seneste måned eller to for, at Husseins rolle i modstanden er langt større, end man har troet. Talsmænd forsøgte i går at underspille påstanden, men embedsmændene fastholder nu, at der er endnu mere grund til så hurtigt som muligt at fange Hussein, eftersom det nu også ser ud til, at han spiller en militær rolle. Ny tidsfrist På hjemmefronten reagerede Det Hvide Hus køligt på et krav fra Senatets efterretningsudvalg om at udlevere alle relevante dokumenter om efterretningsgrundlaget for Irakkrigen inden klokken 18 i aftes. Det Hvide Hus meddelte, at man har »samarbejdet, selv om loven ikke kræver det«. Efterretningstjenesten CIA og forsvarsministeriet Pentagon har fået et lignende krav per brev og med samme tidsfrist. Fristen blev passeret, uden at der skete noget. Ifølge tv-stationen CNN var adskillige dokumenter afleveret, men efterretningsudvalget lod forstå, at man ikke forventede, at alt materiale kunne afleveres inden tidsfristens udløb. Søgelyset rettes også mod Bushregeringens tildeling af kontrakter til firmaer til genopbygningen af Irak. I den første samlede analyse konkluderer det uafhængige institut, Center for Public Integrity, at kontrakterne hovedsagelig tilfalder firmaer, hvis ledelse økonomisk har støttet de politiske partier og især præsident Bush og hans republikanere. Desuden favoriserer regeringen også firmaer, der har tidligere regeringsembedsmænd i direktionen eller har ministre i den nuværende regering.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her