Fængslet milliardær forlader Yukos

Lyt til artiklen

Efter en uge bag tremmer har den russiske oliemilliardær Mikhail Khodorkovskij bøjet sig. Han blev anholdt 25. oktober og anklaget for økonomisk svindel. Mandag gav han efter og opgav sit lederskab af olieselskabet Yukos, der er et af verdens største. »Jeg forlader virksomheden«, hed det i en erklæring fra hans celle i Tisjina-fængslet i Moskva. »Jeg er sikker på, at et topprofessionelt og tæt team af erfarne ledere med succes kan klare opgaven at gøre YukosSibneft til en global virksomhed«, hedder det i erklæringen. Aktier overføres til en anden Mandag oplyste investeringsgruppen Menatep, at Khodorkovskijs aktier i gruppen vil blive overført til »en anden person«. Menatep Gruppen ejer over 61 procent af aktierne i Yukos, ifølge nyhedsbureauet RIA-Novosti. »Mikhail Khodorkovskij har allerede nævnt en person, som over 50 procent af virksomhedens aktier vil blive overdraget til«, skriver bureauet. Statsanklageren beslaglagde i sidste uge omkring 40 procent af aktierne i Yukos, men frigav siden få procent af dem til enkeltpersoner »uden tilknytning til efterforskning for kriminalitet«. Aktiemarked dykkede Hele det russiske aktiemarked tog i sidste uge et stort dyk efter arrestationen af Khodorkovskij. Ifølge nyhedsbureauet Gazeta.ru steg Yukos-aktierne efter offentliggørelse af Khodorkovskijs afgang med knap 13 procent. Sidste uges fald var på over 20 procent. Khodorkovskijs beslutning tolkes som udslag af det lange fængselsophold, som ellers venter ham. Det kan imidlertid også hænge sammen med faren for, at affæren kunne lede til gennationalisering af hans olieselskab, hvis han dømmes for skattesvig og svindel. Khodorkovskijs tredjedel af aktierne i Yukos kan ifølge russisk lov konfiskeres af regeringen, hvis han kendes skyldig i »organiseret kriminalitet«. Khodorkovskijs advokat, Anton Drel, siger, at han håber, at byretten i Moskva en af de nærmeste dage vil behandle appelsagen om arrestationen af Khodorkovskij. Hans farvel til YukosSibneft menes at fremme mulighederne for løsladelse imod kaution, som hidtil har været anset for udelukket. Det ventes, at han ellers vil tilbringe mindst et år i fængsel, før retssagen imod ham kan begynde. Hidtil har kilder tæt på milliardæren anset det for usandsynligt, at han løslades før retssagen. Natalia Visjnjakova, talskvinde for statsanklageren, siger til russisk presse, at anklagemyndigheden håber at have sine forberedelser færdige i løbet af næste forår, »men så vil hr. Khodorkovskijs juridiske team gennemgå bevismaterialet, som kan tage op til to år«. Politisk sag Mange russiske kommentatorer mener, at sagen er rent politisk, og at Khodorkovskij blev arresteret, før anklagemyndigheden havde forberedt en sag imod ham. Khodorkovskij har udfordret Kreml og præsident Vladimir Putin ved at støtte oppositionspartier op til Duma-valget i december. Khodorkovskij lover dog ikke at holde sig fra politik. Han udtaler, at han nu vil bruge sin energi på Open Russia Foundation, en organisation, som han selv har dannet som bidrag til at gøre Rusland til et åbent og demokratisk land.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her