Tre mennesker blev mandag aften dræbt af en eksplosion mod et hotel i den hellige shiamuslimske by Kerbala små to hundrede kilometer syd for Iraks hovedstad, Bagdad, rapporterer BBC. 12 mennesker er ifølge ubekræftede oplysninger såret ved eksplosionen, som ifølge militære kilder var en såkaldt luremine, anbragt ved hotellet. Oplysningerne fra BBC indløb samtidig med, at en stor eksplosion rystede den irakiske hovedstad, Bagdad. Vidner siger, at eksplosionen indtraf nær koalitionens administrationshovedkvarter, som blandt andet er indrettet i Saddam Husseins tidligere paladser. Efter eksplosionen var der morterbeskydning på stedet. Ifølge det amerikanske militær var der ingen tilskadekomne. Eksplosioner i Bagdad er ikke unormale. Der har i de seneste uger været en lang række bombeattentater i byen, men mange eksplosioner kommer også, når de amerikanske styrker i Bagdad sprænger beslaglagt ammunition i luften. 11 irakere dræbt Mindst 11 civile irakere blev mandag dræbt, da blodsudgydelser fortsatte i landet efter partisaners nedskydning af en amerikansk helikopter søndag. I alt 18 amerikanere blev dræbt søndag, som var den næstblodigste dag for USA, siden præsident George W. Bush gav ordre om at invadere Irak for at fjerne Saddam Hussein fra magten. Mens amerikanske soldater og politikere hjemme i USA beklager søndagens tab, fejrede civile irakere drabene på de amerikanske soldater. Fejrer angreb på amerikanerne »Normalt fejrer vi Ramadanen i slutningen af en måned. I dag i begyndelsen af måneden fejrer vi nedskydningen af amerikanerne«, sagde en taxachauffør, Abdullah Hussein. Hvor mange civile irakere, som har mistet livet siden krigens start, er uklart. Eksperter vurderer, at omkomne irakere skal "tælles i tusinder", og at tallet stiger hver eneste dag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























