Imam tager afstand fra terror

I sin fredagsbøn kommenterede imam Ahmed Abu Laban ikke de aktuelle terrorangreb i Tyrkiet. - Foto: Peter Hove Olesen
I sin fredagsbøn kommenterede imam Ahmed Abu Laban ikke de aktuelle terrorangreb i Tyrkiet. - Foto: Peter Hove Olesen
Lyt til artiklen

Egentlig var dagen en festdag. Sidste fredag i ramadanen - fastemåneden - er en af de vigtigste dage for en muslim. Der var da også trængsel ved fredagsbønnen i en af Danmarks største moskéer på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter. Mørkhårede mænd i alle aldre trykkede hænder, og snakken gik livligt, før de skulle ind til imam Ahmed Abu Labans fredagsbøn. Uden for de fabrikslokaler, som udgør moskeen i Det Islamiske Trossamfund, blev der solgt dadler, slik og søde kager til at tage med hjem til festmåltidet, der i fastemåneden serveres efter solnedgang. Terrorbomber lagde dæmper på festglæden De seneste terrorbomber i Istanbul lagde dog en dæmper på festglæden. Inde i moskeen rystede adskillige på hovedet, da de blev spurgt om deres holdning til bomberne. Ingen ville citeres i avisen, men den generelle holdning var, at »det er noget skidt med de bomber«. Og at det ødelægger muslimernes rygte. Ingen kommentar fra imamen I selve fredagsbønnen kommenterede imam Ahmed Abu Laban meget overraskende ikke de aktuelle terrorangreb i Tyrkiet. Han er ellers kendt for at bruge fredagsbønnen til at kommentere storpolitiske begivenheder. Tit med kontroversielle synspunkter. Senest da han erklærede sig som modstander af USA's - og Danmarks - krig i Irak og opfordrede til boykot af amerikanske varer. Også selv om han var modstander af Saddam Hussein. I går koncentrerede han sig i stedet om at forklare ramadanens betydning. Iført en blå kappe gestikulerede han ivrigt med armene for at understrege sine ord. Og det hæse tonefald steg støt, efterhånden som han fik talt sig varm. »Ramadan skal gøre os ren« »Vi er gæster hos Allah i ramadanen. Den skal gøre os rene og i stand til at kontrollere vores hjerter og følelser. Det er det egentlige formål med fasten«, forklarede han. Moskeen var proppet med flere hundrede mænd, der sad i lange rækker på det blå tæppe. Så mange, at de tilstødende gange også var fyldt op. Efter bønnen opfordrede Ahmed Abu Laban som sædvanlig til at støtte det palæstinensiske folk med penge. Han henviste til »Israels frygtelige krigsmaskine, som ødelægger palæstinensernes huse«. Men stadig ikke et ord om ofrene for terrorbombningerne i Istanbul. Imam tager afstand til terror Han understregede dog bagefter over for Politiken, at han tager afstand fra terroren. »Bomberne i Tyrkiet har ikke noget med islam at gøre. Islam støtter ikke terrorisme og blodsudgydelse. Jeg håber, at blodsudgydelserne stopper«, siger han. Ahmed Abu Laban er godt klar over, at de tragiske begivenheder diskuteres ivrigt i det muslimske miljø i København. »Der er total forvirring. Hvorfor har terrorismen ramt Tyrkiet? Og hvem står bag? Vi ved det ikke. Men det er symptomer på en ny kold krig. Nogen mener åbenbart, at det er al-Qaeda, der står bag. At netværket er så stærkt, at det kan slå til overalt. Men vi ved det ikke«, siger han. Ikke sikkert at al-Qaeda står bag Imamen mener, at det også er muligt, at helt andre kræfter er på spil. »Hvem forsøger at destabilisere Tyrkiet? Det kunne være Israels efterretningstjeneste Mossad. Hvad med den tyrkiske efterretningstjeneste? I øjeblikket udkæmpes der en hemmelig krig, som vi ikke ved noget om«, siger han. Han erklærede endnu en gang, at han tager afstand fra fundamentalistiske organisationer, som bruger vold: »Min dagsorden er ikke den samme som Osama bin Ladens«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her