Truslen om flere terrorangreb hænger stadig over Istanbul. Det vil være et oplagt symbolsk mål for terroristerne at smadre en af de broer, der forbinder den europæiske og den asiatiske side af byen. Det vurderer den svenske generalkonsul i Istanbul, Ingmar Karlsson. Han har i snart 20 år analyseret og skrevet bøger om forholdet mellem islam og Vesten. »Terroristerne har jo hidtil ekspanderet deres aktioner for at vise, hvor stærke de er. Og der vil være spektakulær dramatik med mennesker og biler, der styrter i vandet«, siger Ingmar Karlsson. Myndigheder deler hans frygt Og fredag aften så det ud, som om de tyrkiske myndigheder deler hans frygt. Tusindvis af betjente var sat til at bevogte Istanbuls fredagsmylder, og der var helt ekstraordinært udkommanderet soldater med pansrede køretøjer. Hundredvis af soldater i kamuflageuniformer stod opmarcheret på begge sider af de store broer, som krydser Bosporusstrædet. Imens fortsatte oprydningen ved det britiske konsulat og bankbygningen HSBC, hvor 27 mennesker blev dræbt og mere end 450 såret ved to selvmordsbombeaktioner i torsdags. Ifølge den tyrkiske udenrigsminister blev flere anholdt i forbindelse med attentaterne. Ifølge avisen Hürriyet er de to selvmordsbombere identificerede som tyrkere. Politiet mener, at de også har haft kontakt til bombemændene bag lørdagens angreb mod to synagoger i Istanbul. Bomber spreder frygt Rækken af bombeattentater har virkelig spredt frygt blandt byens beboere. »Det er ufatteligt, at muslimer vil gøre den slags mod hinanden. Det kan jo blive ved i det uendelige. Hvornår kan vi så være rolige«, spurgte Yildiz, som havde adskillige plastre i ansigtet, fordi han var blevet såret af flyvende glasstykker. Islameksperten Ingmar Karlsson vurderer dog ikke, at det vil lykkes terroristerne at bringe miskredit over den tyrkiske regering, som kommer fra et religiøst parti.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























