Paisley vandt valget i Nordirland

Det er nemt at finde argumenter for, at den fem år gamle fredsaftale fra Nordirland må være død og borte efter et valgresultat, der sætter hårdt mod hårdt. Den gamle vrede kæmpe Ian Paisley har nu mandat fra et flertal af de protestantiske vælgere. Over for ham står katolikken Gerry Adams, der populært sagt er manden, der har skiftet geværet ud med et Armani-jakkesæt. Paisley vil ikke tale med Sinn Fein Da den 77-årige Paisley torsdag blev spurgt, om han nu endelig vil til at tale med Gerry Adams og partiet Sinn Fein, greb den efterhånden svagelige Paisley fat i journalistens revers og råbte ham ind i ansigtet: »Skal jeg virkelig ha' fat i din hals for at sige det? Nej, jeg taler ikke med Sinn Fein. Mit parti taler ikke med Sinn Fein«. Det er den fasthed, et snævert flertal af Nordirlands protestantiske vælgere har stemt for. Selvstyret vil overleve Men selv om Paisleys Demokratiske Unionist Parti (DUP) er det eneste parti, der er imod fredsaftalen fra 1998, er der ikke udsigt til, at selvstyret bliver demonteret og fredsaftalen smidt i skraldespanden. Flere kommentatorer har bemærket, at det har været uundgåeligt, at yderpartierne kom til at stå direkte over for hinanden. Og selv om Paisley er så svækket af alder, at han menes at være hastigt på vej ud af nordirsk politik, er der måske en logik i, at det først lader sig gøre at få freden til at slå rod, når de reformerede våbenmænd og den arrige præst en dag endelig giver hånd. Blair og Ahern ventes at komme med nyt udspil Endnu inden de sidste stemmer var talt op fredag aften mødtes den britiske og den irske premierminister, Tony Blair og Bertie Ahern, for at diskutere situationen. Deres gamle moderate allierede, David Trimble fra Ulster Unionist Partiet (UUP) og Mark Durkan fra det Socialdemokratiske Arbejderparti (SDLP), er begge svækkede, men Blair og Ahern ventes meget snart at sondere mulighederne for at tale selvstyret i gang igen. Krydser i stedet for knyttede næver Det stærkeste budskab fra valget må være, at støtten til den væbnede kamp nu er omsat til demokratiske krydser. Trods lav valgdeltagelsen tolkes vælgernes støtte til partierne på yderfløjene også som en accept af, at det er gennem politik, problemerne skal løses.