Mandag, 1. december, er det den årlige internationale aids-dag. Overalt i verden vil statsledere, politikere, topembedsmænd, FN-spidser, skuespillere, rockmusikere og andre berømtheder holde taler om aids-epidemien. De vil tale om den utilstrækkelige indsats for at dæmme op for katastrofen. Om misforholdet mellem de milliarder og atter milliarder af dollar, verdens rigeste lande poster i krigen mod terror - og de alt for få milliarder, de samme lande kan afse til krigen mod en sygdom, der hver dag koster hundredfold flere menneskeliv end alverdens terror. Mandag, 1. december, vil Esther Tibasiima, en fattig 31-årig hiv-smittet kvinde fra Uganda, stå op med solen. Hun vil vække sine to børn og to adoptivbørn, sørge for at de bliver vasket og får børstet tænder og rent tøj på, inden hun sender dem i skole. Og hendes mand, Michael, der også er hiv-smittet, vil give en hånd med og gøre sig klar til at tage på arbejde i sin lille forretning, hvor han reparerer radioer og tv. I maj i år besøgte vi for første gang familien og beskrev i otte kapitler - der blev bragt i Politiken 24. til 31. august - familiens liv, som det leves i slumkvarteret Mbuya i udkanten af hovedstaden Kampala. Et liv i skyggen af fattigdommen og aids-katastrofen. Men også et liv på både godt og ondt - med sorger, men også med glæder. Som liv leves overalt på jorden. Tre nye kapitler For tre uger siden vendte vi tilbage til Mbuya og fulgte igen familien i ni dage. I dag og de følgende dage bringer Politiken tre nye kapitler i den fortsatte historie om Esther. En historie, der på flere områder har udviklet sig positivt siden sidst, ikke mindst fordi Esther for første gang i sit liv har fået arbejde - som det, hun er uddannet til: bogholder.
Tilbage til Esther
Lyt til artiklen
