Filmhelten Reagan er blevet tavs

Arkivfoto: Polfoto
Arkivfoto: Polfoto
Lyt til artiklen

Omverdenen har i efterhånden en del år ikke set eller hørt noget til USA's tidligere præsident Ronald Reagan, selv om han ifølge meningsmålinger fremstår som USA's populæreste præsident gennem tiderne. Nogle af Reagans tilhængere opfatter ham trods sygdommen fortsat som en veltalende og rank olding, men virkeligheden er en helt anden. En skygge af sig selv Den engang så ranke og folkekære filmhelt med de kvikke og charmerende replikker er i dag kun en skygge af sig selv, skriver hans datter Patti Davis i et opsigtsvækkende indlæg i bladet People. Det er en af de få gange hvor Reaganfamilien har fortalt om ekspræsidentens tilstand, efter at han i 1994 meddelte, at han led af Alzheimers. I sommer gav hustruen Nancy Reagan et tv-interview, hvor hun kun i forsigtige og indpakkede vendinger kom ind på ægtefællens tilstand. »Folk spørger mig ofte, hvordan min far har det. De vil vide, om han stadig genkender mig, om han fortsat genkender nogen af os. Det har fået mig til at indse, at min mor og jeg har været så beskyttende, når det gælder hans tilstand, siden han blev syg - for snart et årti siden - at det har givet folk den forestilling, at han fortsat taler, stadig går og indimellem får et øjebliks klarhed«, skriver Patti Davis. Men det er ikke længere tilfældet, fortsætter Davis. Hendes far befinder sig for det meste i sengen eller bliver en gang imellem placeret i en kørestol. Ekspræsidenten sover en stor del af tiden. »I dag er vi som mange andre familier, der kommer til en elskets sengekant og ser ind i øjne, som ikke længere glimter af genkendelse«. Bliver madet Ronald og Nancy Reagan bor i en villa i Los Angeles. Datteren skriver, at faderens hospitalsseng står i hans kontor, og at han sjældent kommer udenfor: »Når han er vågen, hvilket ikke sker ofte, kan han se på træerne uden for vinduerne«. Familien spiser ofte middag omkring præsidentens seng. Han må mades, eftersom han på grund af sin fremskredne sygdom ikke længere er i stand til selv at spise. Ekspræsidentens læger er overraskede over, at han fortsat er i live, og siger, at det må skyldes den tidligere livredder, fagforeningsformand, guvernør og skuespillers jernhelbred. I januar 2001 brækkede Reagan sin hofte, og da forventede lægerne, at han ikke ville leve meget længere, men han holder fortsat fast. Tidligere førstedame Nancy Reagan passer sammen med et hold sygeplejersker ægtemanden døgnet rundt. Hun vogter nidkært over hans værdighed, og selv Reagans nærmeste venner har forbud mod at besøge ham. Det er år siden, at en udenforstående har fået lov til at se ham. »Det lange farvel«, kalder 82-årige Nancy Reagan sin lange vågen. Hendes helbred er også skrøbeligt, men hun er som igennem hele parrets 51-årige ægteskab altid rede til at forsvare ægtemanden. Nancy Reagan viser sig sjældent offentligt. Når det sker, er det som regel for at deltage i sammenkomster for at hylde den tidligere præsident. 14. november deltog hun i en reception på Reagans præsidentbibliotek i Simi Valley i Californien, men hun nægtede at besvare spørgsmål fra pressen. Hun tager også del i velgørenhedsarrangementer, som skal bidrage til at finde en kur mod Alzheimers. Det har bragt Nancy Reagan på kollisionskurs med hendes mands konservative støtter, fordi hun går ind for øgede bevillinger til forskning i stamceller i befrugtede æg, som måske en dag kan betyde en kur for alzheimerpatienter. De konservative betragter de befrugtede æg som ufødte børn og siger, at der er tale om aborter. I 2001 skrev Nancy Reagan sågar til præsident George W. Bush, som er en arg modstander af forskning i stamceller, og opfordrede ham til at genoverveje sin beslutning, men forgæves.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her