Et nyt omstridt computersystem havde søndag landspremiere i Rusland. Da systemet er langt mere centraliseret end systemer til behandling af valgresultater i Vesten, har russiske kommentatorer udtrykt frygt for, at det centraliserer magten over behandlingen af valgresultater på for få hænder. Kostede 58 millioner dollar GAS-Viborij systemet blev fordret fra 95.000 valgsteder rundt om i landet gennem hundredetusinder af kabelkilometer og tre satellitter. Systemets nervecenter til en værdi af 58 millioner dollar er i den centrale valgkommissions hovedkvarter, et palads i glas og marmor i det centrale Moskva. Adskillige store monitorer viste detaljerede grafikker af slagets gang, som blev sendt til tv-stationer. I et hjørne af bygningen er GAS-Viborijs centralcomputer i et seks kvadratmeter klimakontrolleret rum, der behandlede en informationsmængde, der svarer til over en million computerdisketter. Dyrt Opdateringen af systemet, der tidligere har været brugt ved lokalvalg, har ifølge valgkommissionen slugt en stor del af budgettet på 120 millioner dollar til valget. Ud over at indeholde alle data om kandidater og valgkommissioners medlemmer, indeholder systemet detaljerede informationer om landets 110 millioner stemmeberettigede. Det anses for at være den mest nøjagtige database om flertallet af Ruslands befolkning. I modsætning til de fleste vestlige lande er Ruslands centrale valgkommission ansvarlig både for organisering af valget og for stemmeoptællingen. I USA styres valg af hver delstat »og medierne tager sig af at stykke resultaterne sammen« på valgdage, siger Penelope Bonsfall, direktør for valgadministrationen i USA til Moscow Times. Stephen Judson ved den britiske valgkommission siger, at det også i Storbritannien er op til medierne at stykke billedet sammen. »Vi har ikke noget centraliseret computersystem, og kommissionen har ingen rolle i stemmeoptællingen. Det er meget decentraliseret«. Svindelsikkert Ifølge den centrale valgkommissions formand Aleksandr Vesjnjakov er systemet »sikret imod svindel« og vil øge vælgernes tillid til resultatet. Valganalytiker Mark Urnov afviser kritik af systemet for i sig selv at fremme valgfusk. »Jeg tvivler på, at der kan være tale om en hightechrevolution i valgsvindel. Traditionelle gennemprøvede metoder vil forblive den største trussel«. Hermed mener han svindel under optælling på de enkelte valgsteder, som analyser af tidligere valg viser, primært er et problem i provinsen, hvor lokale ledere har kontrol med optællingen. Robert Barry, vicechef for OSCE's observatørkorps i Rusland, der omfatter 438 observatører, afviste på en pressekonference at kommentere det nye systems troværdighed, som han sagde, at OSCE ikke har kendskab nok til at vurdere. Kommunistpartiet og reformpartierne Jabloko og Unionen af Højrekræfter gik op til valget sammen for at hindre valgsvindel. Det blev ved præsidentvalget i 2000 og forrige Dumavalg i 1999 påvist flere steder, at data var ændret på vejen igennem computersystemet. Jabloko og Unionen af Højrekræfter har udtrykt bekymring over, at mange valgkommissionsformænd i regionerne kommer fra sikkerhedstjenesten FSB eller militæret. Den kritik afviser valgkommissionen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























